Har ejerformen betydning for, hvad der kan kræves af havnen i forhold til frasalg af havneareal, bl.a. til udvikling af boliger? Og i givet fald hvilken?
Fælles for selvstyrehavne og aktieselskabshavne er, at kommunen (og ledelsen) har en forpligtelse til at varetage og handle i overensstemmelse med havnens interesser og formålsbestemmelsen i havneloven.
For selvstyrehavnene følger kompetencefordelingen mellem ejerkommunen og havnens ledelse af § 9. For selvstyrehavnene indebærer § 9, at der er tale om en funktionel kompetencefordeling, hvorefter havnebestyrelsen selvstændigt kan disponere inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat, således kommunalbestyrelsen ikke selvstændigt har kompetence til at træffe beslutning om frasalg af arealer, hvis ikke der fra havnebestyrelsen foreligger en indstilling herom.
Ejerkommunen kan således trække bestemmelse om, at enhver beslutning om frasalg af areal kræver godkendelse af kommunalbestyrelsen, men at kommunalbestyrelsen ikke selv kan træffe en sådan beslutning.
For aktieselskabshavnene er betragtningerne tilsvarende, om end den regulerende bestemmelse (§ 10 i havneloven) henviser til selskabslovens regler. Deraf følger det af ansvarsreglerne i selskabsloven, at ejeren og bestyrelsen skal handle i selskabets interesse (=havnen) og ikke påføre det skade (§361 og 362). Selvom kommunen som aktionær (ganske ekstraordinært) vil kunne stille forslag på en ekstraordinær generalforsamling om frasalget, vil kommunen stadig skulle varetage havnens interesser, og derved skal kommunens udvides en ganske stor påpasselighed, hvis ledelsen peger på sådanne forhold ved et frasalg, som måtte stride mod havnens interesser (strategisk og/eller økonomisk).
Samtidig skal kommunen være opmærksom på, at der ikke sker en sammenblanding af kommunens rolle som planmyndighed (hvorefter en egentlig afvikling af havnens aktiviteter skal ske igennem lokalplanlægning) og kommunens forpligtelser som ejer af kapitalandelene i havnen.
