Esbjerg Havn skal have ny formand

Efter præcis 20 år som formand takker Esbjerg Havns formand Flemming N. Enevoldsen af med udgangen af december.
Flemming N. Enevoldsen har valgt at fratræde som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn pr. 31. december 2021, som er udløbsdatoen for den nuværende valgperiode.
Det markerer afslutningen på en periode, hvor han begyndte som bestyrelsesmedlem (2000 – 2001), og dernæst har siddet præcis 20 år som bestyrelsesformand. Han tiltrådte 1. januar 2002 og går af ved udgangen af året, per 31. december 2021.
Således har Flemming N. Enevoldsen været med i bestyrelsen lige siden, at Esbjerg Havn holdt sit første bestyrelsesmøde som kommunal selvstyrehavn i april 2000.
”Min beslutning har været længe undervejs. Jeg havde egentlig planlagt at stoppe for fire år siden, men tre andre medlemmer forlod bestyrelsen, og vi stod samtidig foran udskiftning af vores direktør i forbindelse med pension. Så for at sikre kontinuiteten valgte jeg at tage endnu en periode som formand” siger Flemming N. Enevoldsen.
Esbjerg Havns bestyrelse udgøres af ni medlemmer. De er fordelt med fem erhvervsrepræsentanter, to byrådspolitikere (hvoraf borgmesteren er den ene), samt to medarbejderrepræsentanter. De fem erhvervsrepræsentanter udpeges af byrådet for en periode af fire år. I henhold til vedtægterne vælger bestyrelsen selv sin formand.
”Uanset at det har været længe undervejs, så er det alligevel en vemodig beslutning. Esbjerg Havn er i høj grad hjerteblod for mig. Og jeg er både taknemmelig og stolt over, at jeg har fået lov at være med på den fantastiske rejse, som Esbjerg Havn har været på. Og ikke mindst taknemmelig for samarbejdet med yderst kompetente bestyrelsesmedlemmer, direktører og medarbejdere i den lange periode. Jeg vil følge udviklingen på Esbjerg Havn, for jeg er overbevist om, at der i de kommende år kommer til at ske spændende ting.” siger Flemming N. Enevoldsen.
Esbjergs borgmester – og næstformand for Esbjerg Havns bestyrelse – Jesper Frost Rasmussen udtaler:
”Jeg vil gerne takke Flemming for et rigtig godt samarbejde og for hans store indsats gennem 20 års virke for Esbjerg Havn. Det er en helt utrolig udvikling, som havnen har været igennem i Flemmings lange formandsperiode, og selvom det jo ofte er en holdindsats, der skaber resultaterne, har bestyrelsesformanden altid en helt afgørende rolle. Det har Flemming også haft for Esbjerg Havn. Derfor bliver det også en stor opgave at finde en kompetent afløser som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn. Og det er nogle store sko, som vedkommende skal udfylde,” siger Jesper Frost Rasmussen.
Fakta: Esbjerg Havn har siden år 2000 truffet beslutning om at udvide havnens areal med 1,5 mio. kvadratmeter. I dag danner havnen ramme for omkring 10.000 arbejdspladser hos havnens virksomheder. Esbjerg Havn er verdens førende vindhavn og godt positioneret til at spille en hovedrolle i Europas grønne omstilling. Desuden har havnen konsolideret sin position som Danmarks vigtigste RoRo-havn. Rekruttering af et nyt bestyrelsesmedlem er igangsat og varetages af Esbjerg Kommune