Er du Danske Havnes nye praktikant
·
Læsetid 2 min
Bliv Danske Havnes praktikant fra februar til juni 2015 og vær med til at fremme medlemmernes interesser Er du Danske Havnes nye praktikant til research, analyse, kommunikation og public affairs? Danske Havne er brancheforening for de danske erhvervshavne. Danske Havnes ambition er at styrke havnenes og den enkelte havns konkurrenceevne, forretningsudvikling og omdømme ved at: 1) fremme alle medlemshavnes interesser og 2) fremme interesser for grupper af medlemshavne. Danske Havne har 68 medlemshavne fordelt over hele landet og af meget forskellig størrelse. Vi søger en praktikant på fuld tid, der er interesseret i at indgå i et team på seks personer, hvor arbejdsopgaverne er mangeartede, men tager udgangspunkt i følgende: • Fokus på forretningsudvikling og markedsmuligheder • Tæt kontakt med det politiske system • Medlemsservice Det betyder, at du vil komme til at hjælpe med at løse mange forskellige opgaver: fx research og dokumentation, informationsovervågning og -søgning, politisk analyse og public affairs, kommunikation, deltagelse i møder, praktik ved temadage, Folkemødet 2015 og kurser samt kontorets løbende drift. Alt sammen opgaver, der understøtter vores medlemmers ønsker og behov, og som tager afsæt i at varetage medlemmernes interesser bedst muligt, uanset om det er over for havnenes kunder, kommuner, ministerier og styrelser, Folketinget eller EU-institutionerne. Danske Havne er en brancheforening i udvikling, og 2015 forventes blandt andet at indebære en flytning til nye lokaler, øget internationalt fokus for at sikre ensartede rammevilkår mellem de europæiske havne samt en systematiseret tilgang til kommunikation og public affairs. Som praktikant forventer vi, at du er interesseret i: • hvordan virksomheder, organisationer, medier og/eller myndigheder fungerer • infrastruktur og kommercielle, offentligt ejede virksomheder Samtidig ønsker vi, at du: • er god til at prioritere din tid, arbejde selvstændigt og holde mange bolde i luften • er omstillingsparat i forhold til nye opgaver og kan sætte dig ind i nyt stof • kan skrive og kommunikere klart og præcist på skrift • har gode analytiske evner • er aktiv studerende på kandidatdelen af en videregående uddannelse Praktikantstillingen er ulønnet, men kan meritoverføres. Stillingen løber fra 2. februar 2015 til udgangen af juni 2015 med en arbejdstid på 37 timer ugentligt. Er praktikantstillingen noget for dig, så send ansøgning, CV, karakterudskrift og anbefaling(er) tildanskehavne@danskehavne.dk og mærk e-mailen: Praktikantansøgning. Ansøgningsfristen er fredag den 16. januar 2015. Vi forventer at holde samtaler i uge 4. Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Sofie Gravers Jacobsen på tlf. 60 68 09 82 eller mail sgj@danskehavne.dk.