Vedligehold under vandet
·
Læsetid 2 min
Ingeniør Anders Eriksen, Aarhus Havn, deler havnens erfaringer med undervandsscanning. Det er en ny metode til at undersøge vedligeholdelsesstand på kajer og moler. Det kan være en måde til at vedligeholde og forebygge, at større skader opstår. Tak til Anders for at dele viden med os andre. Aarhus Havn har afprøvet en ny metode til at undersøge havnens kajer og moler under vandet. En lille båd fra det finske firma VRT, udstyret med sonar udstyr, sejlede i december 2014 rundt i havnen og scannede udvalgte kajer og moler. Scanningen resulterede i en 3D punktsky (3-dimensionelt datasæt), hvoraf der kan udarbejdes tegninger og 3D modeller. Formålet med undervandsscanningen var følgende: – bedre kendskab til konstruktionerne under vandet – bedre overblik over havbunden og bundsikringen langs kajerne – registrering af huller og utætheder i konstruktionerne – vurdering af pæleværkernes tilstand – registrering af lodrette og vandrette deformationer – registrering af betonafskalninger, låsespringninger og diverse skader. Aarhus Havns ingeniører har på baggrund af undersøgelsen fået et større overblik, der giver bedre mulighed for at reparere en eventuel skade, inden den udvikler sig til en større og mere omkostningsfuld skade. En undervandscanning kan ikke direkte erstatte en traditionel dykkerundersøgelse, da en undervandsscanning ikke fastlægger materialetilstanden. En materialevurdering er vigtig for en samlet vurdering af konstruktionens tilstand. En undervandsscanning vil derfor give en indikation på en evt. skade, som en dykker eventuelt kan undersøge til bunds efterfølgende. Der blev registreret flere mindre skader og bundudskæringer i havbunden, som Aarhus Havn nu vil udbedre, inden de udvikler sig yderligere uhensigtsmæssigt. Det drejer sig primært om bundudskæringer i havbunden og betonafskalninger samt forskudte betonpæle. Aarhus Havn forventer at anvende undersøgelsesmetoden hvert 4. år som en del af den systematiserede drift og vedligeholdelse af havneværkerne. Udover betaling til konsulenten, skal der lægges mange timer i databehandling. Der er store værdier i havneanlæggene og derfor er ideen, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Hvis du har spørgsmål til undervandsscanningen, kan du kontakte Anders M. Eriksen på ae@port.aarhus.dk. Se flere billeder fra undervandsscanningen i aprilnummeret af RePORTagen, Aarhus Havns havneblad.
Se ovennævnte billede i en højere opløsning her.
Se ovennævnte billede i en højere opløsning her.
Se ovennævnte billede i en højere opløsning her.
Se ovennævnte billede i en højere opløsning her. Kilde: Aarhus Havn