Thorsminde Havn og Thor Havmøllepark har potentiale for NorSea
Når Danmarks største havmøllepark Thor begynder at levere grøn vindenergi i 2024, så vil NorSea være på plads som baseoperatør for projektet. Det styrker Thorsminde Havn i udvikling mod offshore servicehavn.
”Med NorSea får vi rigtig mange kompetencer og nye forsyningskæder på havnen i Thorsminde. Det er en kæmpe gevinst, at de dækker så mange af vindindustriens servicebehov. De kommer helt sikkert til at accelerere den udvikling, vi ønsker for Thorsminde Havn”, siger Poul Willadsen, der er formand for havnebestyrelsen.
”Der er en meget spændende udvikling i gang – ikke alene med Thor, men også med byggerierne af havmøllerparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord tæt ved. Vi ser et stort potentiale for os i området”.
Hans. K. Jepsen, NorSea
Det er den klare ambition for NorSea, som aktuelt opererer Danmarks største basehavn på energiområdet i Esbjerg. ”Vi ser oplagte muligheder i at engagere os i den udvikling, som en af verdens allerstørste havmølleprojekter vil føre med”, siger Anders Aalund Olsen, Head of Logistics, Offshore Solutions i NorSea:
”Når parken er opført og overgår til driftsfasen, så vil der blive brug for en stærk og kompetent full-service baseoperatør. Vi har årelang erfaring i at levere på alle de services, som efterspørges i en basehavn, og vi har hele viften af kompetencer, som der er brug for”, siger han.
Spændende udvikling venter
Thor Havmøllepark placeres 20 kilometer fra kysten, og der er stærke ambitioner i nærområdet om at etablere en effektiv basehavn, som kan efterkomme behovet for serviceydelser, når parken går i drift.
”Det vil være oplagt ud fra både et logistisk og miljømæssigt synspunkt, at parken forsynes fra nærområdet. Der er meget lokaludvikling og lokalt engagement knyttet op på parken, fx er Thorsminde allerede nu langt med etableringen af en heliport målrettet det arbejde, der venter i Thor Havmøllepark”, siger Hans K. Jepsen, Project & Sales Manager i NorSea.
Borgmester H.C. Østerby fra Holstebro Kommune er også begejstret:
”Vi hilser NorSea velkommen som aktør og samarbejdspartner på Thorsminde Havn, der er klar til at spille en betydelig rolle både under etablering og den efterfølgende drift af havvindmølleparken. NorSea har set fordelene ved Thormindes bæredygtige placering som servicehavn for Thor: Den korteste søvej, den hurtigste luftvej og en vilje til at udvikle havnen. Det er udtryk for en strategisk og fremsynet planlægning, som vi er utrolige glade for, bliver konkret”, siger H.C. Østerby.
Thor bliver blandt de største havmølleparker og vil, når den er fuldt udbygget og net-tilsluttet i 2027, kunne forsyne cirka 800.000 danske husstande med grøn energi.