Skaber EU-midler værdi eller bør vi have en ny metode
Kampen om 12 mia. euro i EU-tilskud fra Connecting Europe Facility er i gang. Mange havne ansøger om midler og vil konkurrere om midlerne. Professor Peter de Langen foreslår en ny metode for vurde-ring fremfor bureaukrati og lobbyarbejde. Der rejses ofte spørgsmålet om, hvad Europa-Kommissionens fremgangsmåde er, når Kommissionen fordeler pengene under Connecting Europe Faciliteten. Under Transportøkonomisk Forenings havnekonference i København den 7. oktober 2014 blev det tydeliggjort: Kvaliteten af lobbyindsatsen spiller en væsentlig og måske større rolle end selve forslaget, der søges penge til. Et spørgsmål er, i hvor høj grad Kommissionen er i stand til at evaluere kvaliteten eller den brede socialøkonomiske værdi ved en projektansøgning. Tidligere erfaringer bidrager ikke til optimisme: En rapport fra Den Europæiske Revisionsret viser, at projekter ofte ikke skabte den lovede samfundsværdi. Derudover viser akademiske analyser af bl.a. Bent Flyvbjerg, AAU og Oxford University, at estimater for infrastrukturomkostninger systematisk undervurderes, mens den sociale værdiskabelse systematisk overvurderes. Det afføder et behov for at tænke radikalt nyt og skabe en tilgang, hvor bureaukrater ikke vurderer indkomne forslag, og hvor lobbyisme ikke er en afgørende faktor. Hvis det er en politisk beslutning at investere skatteyderes penge i havne, kan der argumenteres for, at alle europæiske havne eller havnemyndigheder får tildelt midler i forhold til godsomsætningen i ton med den forudsætning, at det er gennemskueligt, hvad midlerne investeres i. Evt. kan der være politiske krav til typen af investering. Da der er tale om en politisk beslutning, er det naturligvis muligt at lave positiv forskelsbehandling af udpegede core ports, havne i samhørighedslande eller i EU’s yderområder. Evt. også differentieret på godstype, fx større tilskud til ro-ro og mindre tilskud til bulk. Tilskud kan udbetales i separate rater underlagt en uafhængig revision, der viser, at investeringerne i den foregående runde skabte den lovede værdi for samfundet. Investeringsomkostninger kan blive mindre, gennemsigtigheden vil blive bedre, og incitamentet til at skabe værdi for samfundet vil være større end i den nuværende tilgang. Ovenstående forslag kommer fra professor Peter de Langen fra Ports & Logistics Advisory. Peter de Langen deltog som oplægsholder på årets TØF havnekonference. Danske Havne har oversat indlægget. For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne. Kilde: Ports & Logistics Advisory