Regeringens 30 anbefalinger til det indre marked
Søtransport af varer er miljømæssigt bedre end transport af varer på landjord. Det har overbevist regeringen om at tale for øget vækst på det maritime område. Løsningen findes til dels i en opdatering af EU’s indre marked, der ikke tidligere har omfattet shipping. Regeringens 30 anbefalinger til det indre marked er et dansk indspark til den nye Europa-Kommission i forhold til et område, der med fælles lovgivning rummer mulighed for øget vækst og beskæftigelse. Danske Havne har gentagne gange argumenteret for at inkludere maritim handel og transport i det indre marked. Det vil lette administrationsbyrden og spare myndighederne for en stor kontrolopgave. Vigtigst er, at et maritimt indre marked vil skabe fair konkurrence mellem sø- og landtransport. 37 pct. af handlen imellem EU-landene kommer ud at sejle. Halvdelen af transporterne er imellem landene i Østersøen og Nordsøen. Det indre marked har givet grobund for øget samhandel og 2,8 mio. nye job fra 1992 til 2008. Det vil kun være naturligt for EU at udvide det indre marked i tråd med den blå vækststrategi, så EU’s maritime potentiale kan foldes ud. Konkrete tiltag i regeringens forslag med betydning for havne er:
- Ressourceeffektivitet og industriel symbiose – flere danske havne i fx Aalborg, Aarhus og Kalundborg samarbejder med kunder om at udnytte restprodukter og en mere effektiv udnyttelse af ressourcer
- Fremme af grøn omstilling inden for søfart – innovation inden for skibsbyggeri vil gavne danske værfter
- Fleksibilitet til smartere havnestatskontrol og håndhævelse – en mere smidig kontrol giver mere effektive havneoperationer
- Færre administrative byrder for skibsfarten i overvågningsdirektivet – den maritime sektors vækstpotentiale kan ikke indfries, så længe det er langt mindre administrativt tungt at køre med lastbil end med skib. Toldregler og informationsudveksling skal have et løft og skabe mere fair konkurrence
Læs regeringens forslag til 30 veje til et bedre indre marked her. For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne.