Opskriften på vækst i nærskibsfart
Nærskibsfartens store udfordringer og potentialer var omdrejningspunkt under ShortSea15 konferencen på Copenhagen Business School den 18.-19. juni 2015, der samtidig var anledning til stærkt netværk med flere danske og europæiske havne, operatører og rederier blandt deltagerne. Ledere fra europæiske havne, operatører og redere mødtes den 18.-19. juni 2015 for at skabe synlighed omkring udfordringer og potentialer for en fælles indsats for at skabe øget nærskibsfart i Europa. Europa-Kommissionen havde samarbejdet med CBS og Europas Maritime Udviklings Center omkring konferencen. Rederiforeningens direktør Anne Steffensen skød konferencen i gang med en opsang til politikerne, der både nationalt og i EU viser stor interesse for maritime og multimodale løsninger, men som på samme tid mangler klare politiske initiativer. Et særligt udestående er et maritimt indre marked, men også mindre bureaukrati for de maritime erhverv og konkurrence for serviceudbydere kan være med til at styrke kon-kurrencekraften og kapacitetsudnyttelsen i EU’s havne. Nærskibsfart gavner økonomi, miljø og sikkerhed 75 pct. af EU’s eksterne handel foregår ad søvejen. 40 pct. af den interne handel foregår også til søs. Her gemmer sig et vækstpotentiale for nærskibsfarten, der er meget karakteriserende for langt størstedelen af godsomsætningen i Danmark. Direktør i Stena RoRo, Per Westling, gav en skarp introduktion til forskelligheden i ro-ro markedet og viste en case, hvor det lykkedes Stena at flytte 43.000 lastbiler og 50.000 biler fra vej til nærskibstransport. Fra grå til blå veje. Godt for miljø, flaskehalse og trafiksikkerhed. Se præsentation. Et tilsvarende dansk projekt er også gennemført i Danmark, hvor en nærskibsrute med industrielle ståltanke mellem København og Randers er blevet etableret med sund økonomi af Tscudi Projects. PhD fra Aalborg Universitet, Thomas Poulsen, bekræftede, at ro-ro transport er langt mere sikkert end ver-tikale løft og vejtransport af sværgods såsom vindmøller. Rederier giver markedet en bjørnetjeneste – men kan skabe alliancer Lars Jensen fra SeaIntel Consulting gav sit syn på nærskibsfartens største udfordringer. En lav oliepris er eneste grund til sorte bundlinjer i redernes første kvartal. Problemet er kapacitet og voldsom vækst i bestillinger af nye skibe i 18-21.000 TEU klassen. Det presser mellemmarkedet, nærskibsfarten, pga. kapacitet til at servicere de nye megaskibe. De store presser samtidig prisen. Eneste løsning er at søge alliancer. Se præsentation. Peter Lorange fra tænketanken Lorange Institute of Business fulgte denne tråd op med en opsang til det maritime Europa om at gribe tøjlerne og redefinere maritime serviceløsninger. Hvordan kan redere, havne og operatører lære af innovative løsninger som fx taxi løsningen Uber eller privatovernatning gennem AirBnB? Der er ingen indflydelse på oliepriser, og gammeldags konkurrence går ud over fragtraterne. Skibsdesign med fokus på bæredygtighed, alliancer, ledelse og kundekontakt kan redefinere maritim handel. Se præsentation. Se program og alle præsentationer fra konferencen her. Se Danske Havnes Tweets om arrangementet på https://twitter.com/DanskeHavne under #shortsea15 For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne. Og læs flere nyheder fra Danske Havne her.