Mariane Vistisen Lindskov præsenterer Lemvig Havn – Ugens Havn
Billedet viser Mariane Vistisen Lindskov, arkitekt maa, Lemvig Kommune Om at omstille havnen fra en driftig fiskerihavn til en havn med flere ben at stå på, om hvordan stormen Bodil tog hele ydermolen med sig, og hvordan der bygges ud og op med konstant fokus på bruger- og borgerinddragelse, så der både er plads til væksten hos smeden og til lystsejlerne. Hvad er dit ansvarsområde på Lemvig Havn? Lemvig Havn ejes og drives af Lemvig Kommune og har siden 2010 været under omdannelse fra industrihavn til en havn, hvor erhverv og fritidsaktiviteter skal kunne trives side om side. I min rolle som projektleder for omdannelsen har mine opgaver primært været at koordinere indsatserne fra vores rådgivere, COWI og Hasløv & Kjærsgaard, og at varetage kontakten til brugere og interessenter på og i havnen, samt at formidle mellem det politiske niveau til rådgivere, brugere og borgere. Hvad kan andre havne lære af Lemvig Havn? Fiskeriet toppede i Lemvig i 1987 med 57 hjemmehørende både, men i årene der fulgte gik det hurtigt ned af bakke for de mindre fiskerkuttere, som lå i Lemvig. I 2008 lukkede fiskeriauktionen i Lemvig, og de sidste tre kuttere måtte opgive erhvervet. Det tidligere isværk på havnen var også for længst lukket, og en investor bankede på for at afsøge udviklingsmulighederne for ejendomme. I den anden ende af havnen lukkede en større trælasthandel i 2009, og endelig havde man udfordringer med højvande, som den eksisterende højvands-sikring ikke kunne blive ved med at klare. Politisk besluttede man derfor, at tiden var inde til at få lavet en helhedsplan for havnes fremtidige udvikling. I dén proces der fulgte, har det været vigtigt for os i kommunen at få talt med interessenter og brugere på havnen og at have dem med i udviklingen. Det kan godt være, at ikke alle føler sig 100 % imødekommet, og man kan heller ikke tilfredsstille alles behov til fulde, når der er tale om så stort et areal, hvor mange interesser skal forenes, men det er vores indtryk at mange alligevel føler sig hørt og inddraget i processen. I hvert fald fornemmer vi en stor opbakning til projektet fra både bruger, borgere og politikere. Vi har haft god hjælp til både interessentinddragelsen og selve udformningen af de nye arealer fra de rådgivende arkitekter og ingeniører og kan derfor kun opfordre andre til at kaste sig ud i udfordringerne med åbne øjne og ører og søge ekstern eksperthjælp. Hvad gør dit job allerbedst? Det spændende ved arbejdet med Lemvig Havn er, at det også er udviklingsarbejde, hvor vi både har forsøgt at få mest mulig værdi for pengene – og dermed for borgerne – og samtidig har vi forsøgt at gøre tingene lidt anderledes. F.eks. så har vi bygget en ny højvandssikring, der fungerer som havnens værn mod højvande 10-15 dage om året, og resten af året bruges det af byens borgere til at sidde på, at bevæge sig op på, gå langs med, som rumdeler for havnens pladser og som en perron for byens bjergbane. Hvad er dine forventninger for det kommende år i forhold til havnen? Vi er netop gået i gang med en forundersøgelse af arealet ved Lemvig Bedding, som også skal højvandssikres, og samtidig skal den fremtidige anvendelse af arealet klarlægges. Forundersøgelsen skal munde ud i et beslutningsgrundlag for det videre arbejde. Vi forventer også, at det første spadestik tages for en ny bygning på den tidligere Isværksgrund. Endelig er vi i dialog med smedeværkstedet på havnen, der også ønsker at bygge nyt. Hvornår skete der sidst noget virkelig uventet? Under stormen Bodil i december 2013 forsvandt hele vores ydermole. Molen var i dårlig stand, der var bl.a. gået pæleorm i den, og der var afsat midler til at renovere molen i 2014. Men da stormen havde lagt sig, var det klart, at man var nødt til at bygge en hel ny mole, og det gav anledning til, at man besluttede at lægge den nye mole længere ude i vigen, så der blev plads til ca. 50 flere både i havnebassinet. Fakta om Lemvig Havn:
- Størrelse (m2): 75.000 m2
- 2010 – 2017: Lemvig Havn omdannes fra fiskeri/industrihavn til oplevelseshavn med plads til både erhverv og fritidsaktiviteter. Lemvig Havn er i dag en havn for både fritids- og deltidsfiskere, træskibssejlere og øvrige lystsejlere.
- De fritidsfiskere og deltidsfiskere, der er i Lemvig Havn, lander hovedsageligt skaldyr. Der er ikke længere fuldtidsfiskere i Lemvig Havn.
- Erhvervsvirksomheder på havnen: Der er ca. 12 etablerede virksomheder på havnen, herunder fiskeforarbejdningsvirksomheder, restauranter, fiskebutik, butik med fritidstøj og tilbehør, kontorvirksomheder, fitnesscenter og smedevirksomhed.
- Fra 2010 til 2015 er antallet af overnattende gæstesejlere løbende steget fra 758 til 1.282.
- I 2015 blev havnebassinets kapacitet udvidet fra ca. 120 til ca. 170 bådpladser.
- Omdannelserne er udført med rådgivning fra Arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard og Ingeniørfirmaet COWI.
http://www.lemvig.dk/Planer-og-projekter/Lemvig-Havn.aspx Billede af Mariane Vitisen Lindskov kan hentes her. Kilde: Lemvig Kommune Billede af Lemvig Havn kan hentes her. Kildeangivelse: lemvig.eu Læs flere nyheder fra Danske Havne her.