Interview med transportministeren
Magnus Heunicke, vores nye transportminister, om havnepakker, havnenes rolle som vækst og værdiskabere i lokalsamfundet og besøg på Grenaa Havn Hvor ser du som transportminister styrkerne ved danske erhvervshavne? “Jeg mener, at erhvervshavnene spiller en meget vigtig rolle i den danske transportkæde. Havnene er knudepunkter for godstransport, fordi der flyttes så store mængder gods via søvejen. I dag er det faktisk sådan, at omkring 75 procent af den internationale godstransport og 20 procent af indenrigsgodstransporten fragtes med skibe via havnene – det understreger havnenes betydningsfulde rolle i det danske samfund. Jeg synes, at en af de vigtigste styrker ved havnene er, at de sikrer en god mobilitet for godstransport på søvejen og aflaster trængslen på vejenettet. Og så synes jeg, det er godt at se, at havnene ikke er bange for at tænke stort og satse på nye forretningsmuligheder – det er sundt med konkurrence mellem havnene. Det skærper produktiviteten og effektiviteten. Og så skal man ikke glemme, at havnene er en utrolig vigtig brik i lokalsamfundet, der er med til at skabe vækst og arbejdspladser rundt om i landet.” Danske Havnes forslag til projekter i Havnepakke 3 blev præsenteret i oktober 2012. Havnepakke 3 betyder, at staten for 350 mio. kr. får igangsat anlægsopgaver for ca. 800 mio. kr., fordi kommunale midler og havnenes egne midler lægges til. Hvad stopper jer inde på Christiansborg for at få søsat de midler? “Jeg var med til at forhandle Havnepakke 1, da jeg var transportordfører, og har altid haft stor respekt for Danske Havne og det saglige arbejde, der løftes i organisationen. Der er siden hen lavet yderligere investeringer på havneområdet, og med den politiske aftale fra marts sidste år blev det aftalt at prioritere den kommende EU-støtte til Storstrømsbroen til projekter, der skal forbedre adgangen til havnene. I øjeblikket er vi ved at lægge sidste hånd på den ansøgning, der skal skaffe EU-midlerne hjem til Danmark. I forligskredsen er vi enige om, at vi først udmønter midlerne, når der er vished om, at vi faktisk får tildelt støtten. Jeg er glad for, at der rundt om i landets kommuner og havne er en udbredt villighed til at investere i bedre infrastruktur til og fra havnene. Når vi inde på Christiansborg igen skal forhandle en ny Havnepakke, vil Danske Havnes forslag helt sikkert indgå i vores overvejelser.” Hvordan kan havne blive bedre i forhold til at profilere sig som det grønne og miljørigtige alternativ i transportkæden? “Jeg vil gerne starte med at sige, at søtransporten – sammen med jernbanen – er det grønne og miljørigtige alternativ i transportkæden. I de kommende år står skibsfarten over for en omfattende grøn omstilling. Jeg ved, at branchen arbejder hårdt på at kunne efterleve de internationale krav. Jeg synes, det er vigtigt, at havnene spiller positivt med i forhold til at realisere den grønne omstilling – og en måde for havnene at profilere sig på kunne være ved at gøre det muligt for skibene at tanke alternative brændstoffer, som for eksempel flydende naturgas, i havnene.” Togfonden – for Danske Havne er det vigtigt, at godstransport også tænkes ind i planerne. Mere effektiv togdrift skal også sikre mere plads til godstransport med tog. Hvor ser du havnenes rolle i transportnettet? “Jeg mener som sagt, at havnene er vitale knudepunkter for den intermodale godstransport. Havnene interagerer med mange transportformer, og især en god sammenhæng til jernbanegodstransporten er vigtig for at kunne sikre miljø- og energieffektive transportløsninger. I Togfondsaftalen har vi også haft et særligt fokus på at styrke gods på jernbanen, og vi er enige om, at en større andel af væksten i godstransporten bl.a. skal ske på banen. Helt overordnet kan man sige, at Togfonden DK forøger banekapaciteten samtidig med, at hovednettet elektrificeres. Det er allerede besluttet at udstyre banen med et nyt kontrolsystem. Tilsammen gør vi det dermed muligt at øge den samlede tilgængelighed for godstog. Jeg kan som et par eksempler nævne, at der med Togfonden DK er afsat midler til at færdiggøre en godsterminal på Hirtshals Havn, der fremmer samspillet mellem bane og søvejen; og til et projekt ved Ny Ellebjerg, hvor der bygges en ”fly-over”, der skal forbedre mobiliteten for godstog fra Sverige mod Ringsted, så de ikke længere skal holde og vente på passagertog på den nye bane mod Københavns Hovedbanegård.” Hvilken havn besøgte du sidst, og hvad var anledningen? Seneste havn jeg besøgte var i Grenaa. Det var utrolig inspirerende at se, hvordan visionære planer helt konkret blev til vækst og arbejdspladser til gavn for hele Danmark. Jeg så den nye kaj og hvordan der allerede var etableret arbejdspladser. Det viste med al tydelighed hvordan nærhed til havn giver nogle helt nye muligheder. Kilde: Folketinget