Interview med adm.direktør Carsten Aa, Odense Havn
·
Læsetid 3 min
Om at bevæge sig op i toppen af superligaen, og om hvordan optimering og specialisering af ydelser kan betyde, at havnen kan hente udenlandske kunder og differentiere sig nationalt 1. Odense Havn er blevet en storhavn med overtagelsen af Lindø Industripark 1. januar 2014. Hvilke perspektiver ser du med den store udvidelse af Odense Havns arealer og faciliteter? Udvidelse af Odense Havns faciliteter har betydet, at vi har bevæget os op i toppen af superligaen. Vi har sikret os, at Fyn har en havn af national betydning, der har et internationalt perspektiv og kan konkurrere internationalt. Vi er gået fra at være en mere traditionel bulk havn til en havn, der kan levere højt specialiserede ydelser, som du ikke kan finde mange steder i Europa. Specialiseringen er et afgørende konkurrenceparameter for Odense Havn – og det er også nødvendigt. Vi skal ikke alle sammen lave det samme. 2. Hvad er dit vigtigste opdrag som havnedirektør for Odense Havneterminal og Lindø Industripark? Mit vigtigste opdrag som havnedirektør er udvikling. Hvis du ikke udvikler, så afvikler du reelt set. Så mit opdrag er at drive konstant udvikling og vækst. Det er det, vi skal overleve på. Og det betyder fokus på: optimal infrastruktur, optimering af de ydelser, som vi leverer, og udvikling af vores organisation. På den korte bane handler det for mig om at få sammenlagt de to enheder, så de kan begynde at fungere som én enhed. Det er alt fra drift, økonomi, markedsføring og salgsarbejde mv. På den længere bane skal vi fortsætte udviklingen, hvor to stærke enheder trækker i samme retning. En og en skal blive til tre. 3. Adm. direktør, Niels Tolstrup fra Blue Water Shipping fremhævede i Danske Havnes interview med ham, at danske havnes ejer-struktur giver gode muligheder for at konkurrere med udenlandske havne. Mulighederne for fælles salgsfremmende arbejde kunne være en af måderne at sikre konkurrencefordele for havnene og kunderne i forhold til udenlandske havne. Hvordan ser du på sådan et fælles salgsfremmende arbejde og de muligheder, det måtte skabe? Det er en interessant ide, som vi godt kan se et vist perspektiv i. Men vi skal selvfølgelig kun gøre det, når det udmøntes i et positivt resultat for begge parter. Det skal give mening at samarbejde. Vi har sådan set allerede set spæde tegn på den form for samarbejde. Det er et spørgsmål om at pulje de kompetencer, som havnen ligger inde med, sammen med de styrker, der ligger hos samarbejdspartnerne. Hvis vi lykkes med det, så kan vi tilbyde et attraktivt produkt, der kan tiltrække udenlandske kunder. Også nogle af de kunder, vi måske slet ikke havde tænkt på at kunne trække til Danmark. Så tanken er bestemt ikke fremmed for os. Men det er en forretning, vi driver, og ethvert samarbejde må bero på, at begge parter skal have noget ud af det. Vi er også begyndt at se en udvikling i, at større kunder gerne taler direkte med os. De vil gerne have deres egen supply-chain. Det vil vi selvfølgelig ikke holde os tilbage fra at imødekomme. 4. Hvordan vurderer du, at politikerne aktivt kan bidrage til at forbedre danske havnes konkurrencebetingelser? Politikerne kan bidrage til at forbedre vores konkurrencebetingelser på forskellig vis. Dels kan de træffe beslutninger, der gælder på en længere bane. At vi har en form for kontinuitet i de beslutninger, der træffes i forhold til havnenes råderum. I forlængelse af det er det heller ikke uden betydning, at vores kunder og de industrier, der benytter havnene, kan navigere ud fra nogle politiske beslutninger, der har en længere løbetid. Går det godt for vores kunder, går det godt for havnen. 5. Hvordan kan danske havne blive bedre til at konkurrere internationalt? Geografi spiller jo en vis rolle. Men det er afgørende, at vi bliver mere specialiserede. I industriparken har vi investeret i specialudstyr, der fx har sikret os nogle større ombygningsopgaver. Vi får nu opgaver ind, som vi ikke tidligere har fået. Odense Havn er blevet mere konkurrencedygtig internationalt, fordi vi er blevet mere specialiserede og dermed kan hente opgaver i udlandet, der ellers ville være gået Danmark forbi. Så vi kan blive bedre i den internationale konkurrence ved at optimere vores specialer og på den måde hente udenlandske kunder. Kilde: Odense Havn