Hørringssvar
Danske Havnes høringssvar til supplerende høring af udkast til lovforslag om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven)
Danske Havne takker for muligheden for at give høringssvar til supplerende høring af udkast til lovforslag om ny AFI-lov.
Generelle bemærkninger
- Det skal være klarere, hvilke havne der hører under hvilke bestemmelser
- Landstrøm skal enten behandles eksplicit i lovforslaget eller alternativt tages ud for at skabe klare rammevilkår for havnene
Ad. 1: Danske Havne læser lovudkastet sådan, at §3 omfatter helt kommunalt ejede havne organiseret som selvstyrehavne eller kommunale aktieselskabshavne, mens §§4-6 gælder for havne organiseret som kommunale havne og §60 havne. Det bør dog fremgå mere tydeligt, hvilke havne der hører under hvilke bestemmelser.
Ad. 2: Fokus i loven synes at være på ladestandere til biler. Dog fremgår det, at loven jf. §1 også gælder for ”Strømforsyning fra land til fartøjer” og jf. definitionen i §2, stk. 6 ”… Strømforsyning fra land til søgående skibe…” altså det, der med andre ord kaldes landstrøm.
Udover at landstrøm her formodes at være omfattet af §3, og at aftaler dermed skal indgås på markedsvilkår, er det uklart hvilke øvrige vilkår der gælder for opstilling på havnens arealer og hvilke omstændigheder der gælder for landstrøm. Herunder er det uklart om landstrøm i selvstyrehavne eller kommunalt ejede aktieselskabshavne er omfattet af §5-6 og muligheden for at kommunen og regionsrådet kan yde betaling til operatøren af ladestanderen i forbindelse med etablering.
Danske Havne opfordrer til, at landstrøm enten behandles eksplicit i lovforslaget eller at det alternativt tages ud, for at skabe klare rammevilkår for havnene.
Uddybende bemærkninger
Det bemærkes, at den grønne omstilling spiller en stor rolle i de danske erhvervshavne, og at især en grøn energiforsyning til søfarten er af høj betydning. Danske Havnes grønne vision lyder bl.a. på, at havnene senest i 2030 har mulighed for grøn tilslutning af skibe ved anløbsbroen. Heri er landstrøm et væsentligt element som mange havne kigger ind i at etablere, på trods af at det er svært at se, hvordan den store udgift til etablering af landstrøm skal tjene sig ind igen. Danske erhvervshavne har en særlig rolle i den forbindelse, da havnene er tung infrastruktur af samfundskritisk betydning for transport af gods og passagerer. De danske havne modtog i 2020 anløb af 23.150 lastskibe og 59.279 fiskefartøjer. Godsomsætningen var på 91.270 tusinde tons, heraf var 81 pct. udenrigsgods og 19 pct. indenrigsgode. Derudover modtog de danske havne i 2020 500.401 passagerskibe og færger, heraf 82 pct. på indenrigsruter og 18 pct. udenrigsruter. Disse tal tjener til at illustrere hvor vigtigt det er, at der er klare rammevilkår for etablering af landstrøm, samt støtte hertil, på havnene med henblik på at sikre en grøn energiforsyning til søtransporten, både nationalt og internationalt.
Med venlig hilsen,
Karina Lyngbak Sørensen
Erhvervspolitisk konsulent
Danske Havne