Havnenes økonomi er for alvorlig til kuvertanalyser

Det er altid godt, når man bekymrer sig om hinandens ve og vel. Også i forretningsforhold. De danske havnevirksomheder under DI er bekymrede for havnene, der ifølge deres egne analyse viser, at havnene tjener (for) mange penge i disse år, har bugende pengekasser, ansætter (for) mange mennesker, og investerer (for) meget i nye kajanlæg og havneudvidelser. Analysen er interessant Problemet er bare, at den nok er forkert – eller rettere dens præmis er forkert. Særlig skeptisk og årvågen skal man især være, når den slags analyser leder til konklusioner, hvor det handler om at flytte penge fra én kasse til en anden. Sjovt nok ens egen kasse. Det er lidt synd, at Jakob Svane fra Danske Havnevirksomheder på denne måde kommer til at sætte luppen det forkerte sted. For der er problemer i havnesektoren med mangel på konsolidering, mangel på vækst over en bred karm og overkapitalisering hos nogle, mens andre havne er underkapitaliserede. Det svækker og afsporer diskussionen for, hvorledes vi får udnyttet det potentiale, der ligger i vores havne. Derfor er jeg glad for, at regeringen netop har besluttet sig for at hidkalde alle kompetente kræfter med viden og erfaring om Det Blå Danmark. Formålet er få fjernet de barrierer og forhindringer, der er for vækst og udvikling i hele den blå værdikæde. Havnene udgør et vigtigt led i denne kæde, og derfor nævner ministeren da også havnene som muligt omdrejningspunkt for vækst og udvikling af maritime klynger. Det er godt at være i centrum Men derfor er det dobbelt ærgerligt, når Danske Havnevirksomheder taler havnes rolle og funktion ned til noget, der blot skal handle om ”vedligehold og lavere priser”. Jeg er lettet over, at f.eks. Køge, Odense og Esbjerg ikke har fulgt den strategi – så havde vi aldrig set totalt transformerede eller revitaliserede havne, der er kommercielt bæredygtige i dag. Vi havde heller ikke set vindklynger med reparation, service og udskibning af havvind fra en række andre havne, hvis vi havde fulgt den devise. Havne skal udvikles – ikke afvikles eller stå stille, som DI Havnevirksomheder nærmest gør sig til talsmand for. Jeg tror ikke det er bevist – men det er bare konsekvensen. Havne er virksomheder – ikke filantropi Det har været hele intentionen med havneloven for 15 år siden, at havnene skulle markedsgøres og omdannes til A/S-konstruktioner. Sagens kerne er at udviklingen nærmest er gået i stå på det felt. Der bliver ikke flere A/S-havne. Der bliver færre. Det er en gal udvikling og et helt forkert signal, som betyder, at vi ikke får sat gang i bølge nr. 2 på havneområdet for alvor. Det handler om kommercialisering, specialisering, konsolidering. Havnene skal markedsgøres. Der er brug for mere marked. Ikke mindre marked. Så kære havnevirksomheder, – havnene er forretninger, og det er den enkelte havn, der skal fastsætte niveau for investeringer, ansættelser og prissætning ud fra driftsmæssige – i den forbindelse må den enkelte havn og dens ejere gøre op med sig selv, hvad man finder er det rette mix i vægtningen mellem klassiske finansielle afkastkrav og krav til lokale vækst afledt af aktiviteterne på havnen. Er priserne på havnen for høje, så mærker den enkelte havn konsekvensen med det samme, da skibe og operatører søger anden havn. Markedsøkonomien er en fin mekanisme, som sikrer den fine balance mellem forskellige hensyn. Havne er almindelige virksomheder med tre begrænsninger: havnene har modtagepligt, arealerne på havene er reserverede til understøtning af søtransport, og havnene må som hovedregel ikke udføre operatøropgaver. Det er under de begrænsninger, havnene skal maximere afkastet – enten i form af finansielt afkast til forretning af egenkapital plus gæld og/eller afkast til ejere i form af lokal vækst og beskæftigelse. Den seneste benchmark for havnes finansielle performance viser, at vi vel ligger på fire procent, så det er faktisk for lidt set fra et langsigtet perspektiv. Vi er slet ikke nået langt nok – og det haster Det er afgørende, at vi de kommende år sætter fuld damp under den fulde markedsgørelse af havnene – det betyder konsolidering og A/S-selskabsdannelser især i store havne. Det betyder måske også privat kapital i havnene, da vi skal op i en stor skala for at kunne matche den konsolidering ikke alene inden for søfart, men også industri, landbryg mv. Det kunne også indebære friere rammer som f.eks. i Finland, hvor der slet ikke er nogen havnelov. Havne er blot almindelige selskaber uden sektorrestriktioner. Om det er nødvendigt at gå så vidt for at nå målet er ikke helt klart for mig. Pointen er blot, at det i hvert fald ikke er det spor, hvor havnene blot har fokus på ”vedligehold og lave priser”, som bringer os videre. Den strategi havde som tidligere nævnt aldrig genskabt havneområdet på f.eks. det gamle Lindøværft, offshore-aktiviteter i Esbjerg, hvor der før var fisk eller revitaliseret havnen i Køge. Men i den udvikling af vores havne har vi brug for at holde hovedet koldt og fokuseret – hvis det var det, DI’s havnevirksomheder mente med ”fokus”, tror jeg, vi har en fælles interesse i store, men kloge havneinvesteringer og konsolideringer, så vi kan matche konsolideringerne i søfart og øvrige industrigrene. Derfor giver det mening med store overskud i en årrække, så havnene delvist kan egenfinansiere de forandringer, havnesektoren står overfor. Kan havnene ikke egenfinansiere investeringer, bliver gearingen ganske enkelt for høj. Og så har ikke alene DI’s havnevirksomhederne, men vi alle grund til at være bekymrede. For nærmere orientering kontakt direktør Bjørn B. Christiansen