Flydende naturgas i danske havne
Kommende regler om mindre svovl i skibes brændstof baner vej for at bruge flydende naturgas som et alternativ. Danske Havne gør kort status over LNG projekter og hvilke løsninger der forudses i havnene? Politisk fokus på drivhusgasser har stor indflydelse på maritime investeringer allerede fra 2014. Fra 2015 må brændstof til skibe ikke indeholde mere end 0,1 pct. svovl. Fra 2016 er der nye krav til nybyggede skibe om udledning af kvælstof. Andre regler om kultveilte er under opsejling. Danske Havne har fulgt udviklingen på LNG området. Først var der hønen og ægget. Dvs. diskussionen om, at skibsejere ikke efterspørger LNG før faciliteterne er der. Operatører på den anden side nægter at investere uden en konkret efterspørgsel fra skibsejerne. Udfordringen er især en hård konkurrence på fragtrater rederierne imellem. Men nu begynder der at komme skub i markedet. Danske Havne er blevet kontaktet af flere internationale operatører, der overvejer nye aktiviteter i Danmark. Også norske virksomheder som Liquiline, Gasnor og Skangass har vist interesse i danske havne. LNG er ikke nyt. I 50 år har LNG sektoren haft et pletfrit ry uden ulykker af nogen art. Men der er naturligvis farer forbundet med håndtering af LNG. Alene det faktum at LNG er -162 grader koldt betyder, at det vil flække skibsdækket ved lækage. Gassen bliver brændbar ved kontakt med luft, men fordamper hurtigt. Der er tre forskellige måder at håndtere LNG bunkring: 1. Skib til skib fortøjet ved kaj eller til søs 2. LNG fra lastbil enten ved kaj eller på en anløbsbro 3. LNG til skib fra en LNG terminal De tre løsninger har forskellige udfordringer og kræver grundige overvejelser. Hvor lang tid tager LNG bunkring? Økonomisk grundlag? Sikkerhed, risiko og beredskab? Skib til skib er den mest populære løsning på langt sigt, mens LNG fra lastbil er en økonomisk fornuftig løsning på kort sigt. Hirtshals Havn har med Fjordline færgen til Norge den eneste aktuelle LNG aktivitet i Danmark. Men havnen har endnu ikke bunkring faciliteter. Samsø færgen skal udbydes som LNG færge. Det betyder, at den vil skulle bunkre i Aarhus Havn. Men et anlæg kræver mere aktivitet for at holde økonomisk. Både Aarhus Havn og Copenhagen Malmö Port AB har gennemgået et analysearbejde for at forberede evt. LNG investeringer. Skagen Havn etablerer i forbindelse med udvidelse af havnen en servicestation for gastankere. Terntank i Skagen har lige bestilt to LNG drevne tankskibe til levering i 2016, og krydstogt rederier har efterspurgt LNG ved fremtidige anløb i Skagen Havn. LNG er et af flere bæredygtige alternativer til den i dag anvendte bunkerfuel. Andre alternativer er røggasrensning, raffineret skibsbrændstof med lavt indhold af svovl, el- eller atomdrevne skibe. Hvis du vil vide mere:
- Søfartsstyrelsen vil i begyndelsen af 2014 offentliggøre retningslinjer for LNG. Formålet er at gøre det nemmere for ansøger og kommune, når der i fremtiden skal gives tilladelse til bunkring af LNG. Ligeledes forventes EU i 2014 at offentliggøre en vejledning for sikkerhed ved anvendelse af LNG.
- Se Danske Havnes præsentation af LNG projekter i EU’s havne her.
- Se forskellige best practice guidelines for LNG håndtering fra SIGTTO (Society of International Gas Tankers and Terminal Operators) her.
For mere information. Kontakt Bjarne Løf Henriksen, Danske Havne. Kilde: Egen tilvirkning og Energi Danmark