Ejendomsvurdering af havne
Ejendomsvurderingsloven indeholder i kapitel 3 regler for, hvilke ejendomme der – helt eller delvist – kan undtages for vurdering.
Hovedreglen – trafikanlæg til brug for kollektiv trafik skal ikke vurderes
Den relevante bestemmelse for havne findes i ejendomsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 3, hvorefter arealer, der anvendes som trafikanlæg til brug for den kollektive trafik, herunder godstrafik, ikke skal vurderes.
Efter denne bestemmelse kan der ske undtagelse for følgende arealer og bygninger:
- Havneområder, hvorved forstås selve kajanlægget med dertilhørende passagerterminaler, opmarchbåse og til- og frakørselsanlæg.
- Godsterminaler, krananlæg og lignende med tilhørende kajanlæg til håndtering af godstrafik, samt til- og frakørselsområder, når de pågældende faciliteter betjener uafhængige transportører.
- Administrationsbygninger, værkstedsbygninger og andre faciliteter, som ligger på havneområdet, og som anvendes i direkte tilknytning til de offentlige trafikale formål.
Undtagelser – bestemt til brug for enkelte virksomheder mv.
Havneanlæg eller -faciliteter, der er bestemt til brug for en enkelt virksomhed eller en på forhånd afgrænset gruppe af virksomheder, er ikke omfattet af undtagelsesmuligheden. Det kan f.eks. være et anlæg beregnet til betjening af et kraftværk, et olieraffinaderi, et skibsværft eller en foderstoffabrik.
Det er afgørende, at arealerne og bygningerne skal ligge inden for havneområdet – hvis de er beliggende uden for havneområdet, vil de skulle vurderes på samme som andre tilsvarende arealer, uanset tilknytning til og ejerskab af havnen.