Badning i havneområder
Der er flere elementer som skal tages i betragtning i forbindelse med badning i havneområder.
Helt overordnet følger det af standardreglementets § 24, nr. 8, at badning fra skibe eller bolværker ikke må finde sted uden havnemyndighedens forudgående tilladelse.
Havnemyndigheden kan således godt udpege ”zoner”, hvor badning er tilladt. Omvendt er det alene havnen, der kan give en sådan tilladelse. Dette også selv om Kommunen måtte udlægge badeområder i en kommuneplan i henhold til planloven.
Beslutter man – havn og kommune i fællesskab – at gå videre med muligheden for badning, skal kommunen være opmærksom på, at kommunen (som tilsynsmyndighed efter badevandsbekendtgørelsen) bliver forpligtet til at foretage en række løbende kontrolmålinger, samt at udarbejde planer for kontrolovervågning af badevandet i havnen.
Det følger således af badevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1, at badevand defineres som ferskvand og havvand, som kommunalbestyrelsen forventer i almindelighed anvendes til badning.
Henset til, at kommunen ønsker at åbne op for adgangen til badning i og omkring havnen, vil området være omfattet af badevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1, (da kommunen må forvente anvendelse af området til badning) og kommune vil i så fald bla. skulle;
- Udpege et kontrolovervågningssted i badeområdet, hvor der forventes flest badende, eller størst risiko for forurening (§ 3), som indberettes årligt til styrelsen for Vand- og naturforvaltning.
- Udtage fire prøver til undersøgelse for intestinale enterokokker og Escherichia coli i forbindelse med hver badesæson (§ 4).
- Vurdere badevandskvaliteten efter hver badesæson efter bilag 1 i badevandsbekendtgørelsen (§5)
- Udarbejde badevandsprofiler (§§ 8-9)
- Opsætte skiltning og informere offentligheden om klassifikationen af badevandet (§§ 10).
Kommunen bliver også derfor nødt til at undersøge, hvorvidt man overhovedet vil kunne overholde badevandsbekendtgørelsens krav til kvalitet af badevandet i en aktiv erhvervshavn.
For så vidt angår erstatningsansvaret bliver det mere diffust.
Ved en generel tilladelse til badning på eget ansvar er der tale om, at havnens erstatningsansvar skal vurderes ud fra en culpanorm (da der ikke består et kontraktuelt forhold mellem havnen, de badende og skibstrafikken i øvrigt).
Man kunne dog godt forestille sig, at havnemyndigheden, ved at give en tilladelse til badning, kan handle groft uforsvarligt og derved ifalde et erstatningsansvar.
Dette navnlig hvis der gives tilladelse til badning på steder, hvor der er meget skibsaktivitet eller utilstrækkelig afmærkning. Man kan desuden forestille sig en hypotetisk situation, hvor også skibsejer kan gøre et erstatningsansvar gældende over for havnen.
Havnens eventuelle erstatningsansvar i en sådan situation er dog en flyvsk størrelse – og der er pt. intet retspraksis på netop dette område.
Københavns Havn (by & havn) havde planen om badezoner i høring hos både politiet, trafikstyrelsen og søfartsstyrelsen, med henblik på at få en vurdering af, om det var forsvarligt at udpege de pågældende badezoner.
Det må antages at også havnen bør udfolde tilsvarende bestræbelser (i hvert fald ved at rette henvendelse til den lokale politimyndighed).
