Et tab for Danmark
Det er ikke kun et tab for Aahus og Østjylland, at partierne bag forliget om udvidelsen af Aarhus Havn nu har sat udvidelsen på pause på ubestemt tid.
Det er et tab for hele Danmark, mener Danske Havne.
Det kommer til at koste arbejdspladser, vækst og udviklingsmuligheder. Det er skidt for Danmark.
EU ønsker mere gods på sø, hvor der er rigtig god plads sammenlignet med f.eks. motorvejene, der ofte, og ikke mindst i sommerferien, er præget af lange bilkøer.
Det er generelt meget mere klimavenligt at fragte gods på søvejene.
Vi mangler arealer på de danske havne – og på de europæiske havne.
Plads til at sikre at forsyningslinjerne fungerer, at virksomheder på havnen kan udvikle sig og, ikke mindst, plads til meget mere grøn omstillling. Så at bremse en nødvendig havne-udvidelse er den helt forkerte vej at gå.
Både i byrådet og på Christiansborg må politikerne nu grundigt overveje, hvilket slags land vi vil være; et produktionsland, der skaber jobs og vækst og skaber de indtægter, der sikrer vores velfærdssamfund. Eller et stop-and-go land, der træffer kortsigtede beslutninger, der skaber usikkerhed og medfører indtægtstab.