Ekspertgruppe giver nationale guidelines for havnesikkerhed
Ekspertgruppen for Havnesikkerhed præsenterede onsdag deres anbefalinger til at øge sikkerheden i danske byområder med vand og danske havne for at nedbringe antallet af drukneulykker. Anbefalingerne blev afleveret til transportminister Thomas Danielsen ved et pressemøde onsdag i København.
Antallet af drukneulykker i danske havne skal nedbringes. Det er det klare mål for Regeringen og Ekspertudvalget for Havnesikkerhed.
Udvalget har præsenteret en række anbefalinger, der kan være medvirkende til, at færre omkommer efter at være faldet i vandet i byområder med vand og havnebassiner.
Transportminister Thomas Danielsen, V, er glad for anbefalingerne.
”Hver eneste drukneulykke i en dansk havn er en tragedie. Det er derfor, vi har bedt nogle af de mest vidende aktører på området om at komme med anbefalinger til at få antallet af drukneulykker ned. Jeg vil nu tage anbefalingerne videre i regeringens arbejde. Udfordringen med drukneulykker løses ikke med et snuptag.
Vi kan som medborgere, kommuner og stat alle gøre noget, og det glæder jeg mig over, at anbefalingerne skaber opmærksomhed om.”
Danske Havnes direktør, Tine Kirk, fremhævede på pressemødet, at blandt rækken af anbefalinger finder Danske Havne, at det absolut bedste råd, som alle generelt har mulighed for at følge, er aldrig at gå alene hjem på havnearealer!
Hensigten er, anbefalingerne nu skal udbredes bredt i offentligheden, så alle har mulighed for at forholde sig til dem. Samtidig fortsætter ekspertgruppen sit arbejde, som en årlig sparringsgruppe, hvor medlemmerne fortsat vil arbejde for at højne sikkerheden omkring havnebassiner og byområder ved vand.
Medlemmerne af ekspertgruppen består foruden Danske Havne af TrygFonden, Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed, Danske Beredskaber, Foreningen for Lystbådehavne i Danmark, Kommunernes Landsforening (KL), By & Havn, Rigspolitiet og Trafikstyrelsen. Transportministeriet har varetaget sekretariatsfunktionen.
Anbefalingerne er:
- Orientér dig om redningsudstyr, inden du slår dig ned ved færge- eller lystbådehavne eller urbane områder ved vand.
- Gå ikke alene hjem langs vandet, og ophold dig ikke alene på færge- eller lystbådehavne/ved urbane områder ved vand om natten og i beruset tilstand.
- Vær opmærksom og undgå risikofyldt adfærd, såsom brugen af mobiltelefon, alkoholpåvirkning mv., når du færdes på færge- eller lystbådehavne/urbane områder ved vand.
- Lær dine børn og unge om risikoen ved at færdes på færge- eller lystbådehavne/urbane områder ved vand.
- Lær at svømme og træn selvrednings- og livredningsfærdigheder. Brugere af færge- og lystbådehavne/urbane områder ved vand.
- Vær opmærksom på folk, der opholder sig ved færge- eller lystbådehavne/urbane områder ved vand alene, og guide dem væk, hvis de er påvirkede eller på anden måde udviser en risikofyldt adfærd.
- Opsæt ikke borde, stole, bænke, toiletter og lignende langs vandet.