Drop romantiseringen af boliger på havnen
Aktive erhvervshavne og boliger samme sted er grundlæggende en dårlig idé. Det kan lyde romantisk med udsigt til flotte skibe, vand og måger, men virkeligheden er også røg, støv og støj. Erhvervshavnen er nødvendig for os alle sammen. Boligerne kan sagtens ligge et andet sted.
Af Karina Lyngbak Sørensen, Erhvervspolitisk konsulent, Brancheorganisationen Danske Havne. Kronikken blev bragt i Avisen Danmark d. 24/1/2023.
Det lyder så lækkert. En nybygget lejlighed på 7. sal med havudsigt. Tæt på bymidten og med kulturinstitutioner i baghaven. Og det er det måske også. Indtil du opdager, at den aktive erhvervshavn på kajen overfor modtager skibe med sten og grus, der larmer og støver på de mærkeligste tidspunkter. Nu finder du ud af, at dine vinduer hele tiden skal pudses og at du ikke altid kan få ro til kaffen på den altan, du har betalt alt for mange penge for. Og det er alt for galt!
Men er det egentligt det? Man kunne hurtigt komme med et småbarnligt argument om, at havnene var der først. For det var de. Men at havne historisk har været grundstenen til de byer, vi stadig bor i, er næppe tilstrækkeligt argument for, at det skal blive ved med at være sådan.
Om end havnene har en væsentlig betydning. Både historisk og i dagens Danmark.
75 procent importeres via en dansk havn
Det er rundt om havnene og den handel, de har medført, at byerne er opstået – og i hele landet er erhvervsudviklingen på havnene fortsat med til at sikre vækst og velstand. Cirka 75 pct. af Danmarks udenrigshandel går gennem en havn, og håndteringen af alt det gods kræver både plads og manøvrerum. Derfor bør kommunalbestyrelserne også tænke sig om en ekstra gang, inden de placerer boliger og kulturanlæg direkte op ad aktive erhvervshavne. Havnene og dens virksomheder medfører nemlig støj og støv – ikke for at genere, men fordi det er et vilkår for den forretning, de driver. Af den årsag er de attraktive præstigebyggerier på havnearealer måske i virkeligheden knap så attraktive, når det kommer til stykket.
Er det så altid et no-go at bygge boliger på havnearealerne? Ja. Det er det faktisk – i hvert fald i de fleste situationer. Derfor var det også kærkomment, da den politiske aftale om Planloven, landede en sommerdag i 2022. Her blev havnene nemlig sikret som national interesse. Det betyder, at havne og virksomheder med særlige behov for havnebeliggenhed, forsyningssikkerhed og søtransport sikres bedre mod lokale tiltag, f.eks. lukning eller omdannelse til boligkvarterer.
Der findes eksempler på områder, hvor det er lykkedes ganske udmærket at kombinere boliger, kultur og erhvervsarealer. Som regel er det i havneområder, hvor erhvervsaktiviteten efterhånden er begrænset, og hvor overgangen er udført med fokus på god dialog mellem de involverede parter. Og det er netop det, der skal til, hvis boligbyggerier og havneaktiviteter skal gå hånd i hånd – inddragelse af alle parter, god dialog og en kommunalbestyrelse, der har et ønske om at skabe plads til både borgere og virksomheder. Og som tager sig tiden til grundige overvejelser og langsigtet planlægning for både by- og erhvervsudvikling.
Havnene mangler plads til fremtidens virksomheder
Det er at foretrække, at kommunerne bibeholder de erhvervsarealer, de har. Og udvikler dem og gør dem større. Allerede nu mangler havnene mange steder i landet plads – særligt når man ser på fremtidens forretningsområder, der i mange havne skal understøtte den grønne omstilling og udbygningen af europæisk havvind. De europæiske (herunder de danske) havne bliver udbygget for langsomt, og om få år, i 2025, mener virksomheder som Vestas, at de europæiske havne vil opleve massiv pladsmangel. Denne problematik bliver ikke just mindre, hvis kommunalbestyrelserne omdanner dele af erhvervsarealerne til boligbyggerier. Tværtimod.
Så hvis du går og overvejer at købe en lejlighed tæt på en aktiv erhvervshavn, så husk at der mange gange medfølger både støj og støv. Kan du leve med det, er du så heldig også at få indsigt i et mylder af liv med både kraner, skibe og lastbiler der skal ind og ud af havnen. Og med tiden kan vi så måske se frem til lidt mindre støj og støv, når kranerne elektrificeres og skibene kobles til landstrøm. Og på den måde er den grønne omstilling god for mange ting.