Direktørens hjørne
Behov for modernisering af havneloven – tænk stort. Ikke småt For mindre end 4 måneder siden afleverede Vækstteamet for Det Blå Danmark sine bud på, hvad der skal til for at skabe vækst i Det Blå Danmark. I anbefalingerne er havnesektoren udset til at spille en nøglerolle for at skabe vækst og jobs i hele Danmark. Havnene er den regionale motor. Det er godt, og det er rigtigt set. Transportministeren var ikke sen til at gribe bolden. Derfor står vi om mindre end 4 måneder med grundstenene til en ny og moderniseret havnelovgivning. Så kender vi havnesektorens fremtidige rammer og vilkår. For Danske Havne er det helt centralt, at vi med en ny lovgivning griber mulighederne for at fastholde og udbygge den positive udvikling havnesektoren er inde i disse år med en høj realvækst, bedre forrentning af aktiverne end i mange år og et generelt løft i havneinvesteringerne. Vi skal væk fra detailstyring og østeuropæiske tilstande i havnesektoren, hvor der er rigide og absurde regler for havnenes erhvervsmæssige udfoldelsesmuligheder. Markedsforholdene og kundekrav for de moderne havne er simpelthen løbet fra havneloven. Derfor skal vi denne gang gå hele vejen, så vi får en moderne havnelov, som fremtidssikrer erhvervet. Vi skal kombinere bedre styring af havnene med et moderniseret manøvrerum. Det er det, den næste havnepakke skal handle om. Pakken skal bygge på fair og lige konkurrencevilkår. Det handler om at få konkurrencen til at fungere på havnen. Der er nemlig kun én ting, der er værre end offentlige monopoler, og det er private monopoler. Og så skal der være fair og lige konkurrence mellem de danske havne. Vi kan ikke have subsidierede investeringer for nogle og ikke for andre. Det er ikke alene usmart. Det er også i lodret strid med EU statsstøttereglerne. Endelig skal vi have fair og lige konkurrence mellem de danske og udenlandske havne. Vi kan ikke ende med en løsning, hvor man har subsidieret funding af havneinvesteringer i Bremerhaven, men ikke i Aarhus. Den går ikke. Containerne flyder med vandet, derhen hvor omkostningerne er lavest. De forbundne kars princip virker i mere end én forstand. Man kan selvfølgelig også vælge at kigge nedad og indad. Og lede efter fejlene. Hullerne i osten. Jeg tror de fleste vil vægre sig mod at være den, der stikker kæppen i hjulet – den der snører havnesektoren ind og laver en håndbremsevending på havnene i Esbjerg, Odense, Aalborg, Aarhus, Fredericia eller andre regionale erhvervshavne, der har formået at gribe udviklingen. Havnene skal kunne respondere i et globalt marked for havvind, krydstogter og nye forsyningskæder med produktion, der rykker ud på havnene. Kunderne på havnene er ikke længere kun den lokale skibsmæglervirksomhed. Det er globale energiselskaber, der kræver at havnen bliver partner og servicerer kunder med globale organisationer og krav. Når ”Asset Light” bliver et mantra hos vindselskaberne, må havnene følge trop og levere infrastruktur i bred forstand til på havnen. Den opgave skal havnene kunne løfte uden løftede pegefingre og sure miner. Det handler om bygninger, kraner og alt hvad det indebærer. Pointen er, hvad det indebærer ved ingen i dag. Og i morgen er det anderledes. Derfor kan vi heller ikke have rigide erhvervsrammer. Det siger sig selv. Hvem kan i fx løfte kraninvesteringer til 500 mio. kr.? Det korte svar er ingen. Bortset fra havnen. Vi skal derfor se havnen, som den der skal drive en udvikling frem. Det er det, de store globale kunder kræver. Det er det, den nye havnelov skal give rum for. Havnen snupper ikke kunderne for de lokale operatører. Havnen betjener bare den nye type af kunder også. Her er adræthed og skala nøgleordene. Dermed sikrer havnene grundlaget fremover for de private operatører. Det er det, der har skabt så mange havnesucceser i Danmark. Når vi skal i gang med at udforme den nye havnelov, skal vi derfor tænke stort. Det var det man gjorde, da 3.000 mennesker gik ud af portene på Lindøværftet for 7 år siden. Her 7 år efter, går 3.000 mennesker gennem portene igen. Men denne gang er det ind ad portene. Ved spørgsmål, kontakt direktør i Danske Havne, Bjørn B. Christiansen, på 2537 0364 eller på bbc@danskehavne.dk Læs flere nyheder fra Danske Havne her