Den danske fiskerisektor er truet af Storbritanniens udmelding af EU
·
Læsetid 2 min
På initiativ fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg afholdtes der onsdag i denne uge en høring om truslerne for den danske fiskerisektor med Storbritanniens udmelding fra EU.
De konkrete forhandlinger mellem EU og UK om fremtidens konditioner for fiskeri i de britiske farvande står for at skulle sættes i gang, og aktuelt drøftes det, om en ca. 2-årige overgangsordning også skal omfatte fiskeriet. Tidspunktet for høringen var derfor velvalgt. Fiskeriminister Karen Ellemann, den britiske ambassadør i Danmark og fiskeriets brancheorganisationer afgav indlæg og satte dermed ord på, hvad der er på spil, og hvad parterne hver især har af ønsker til udfaldet af de forestående forhandlinger mellem EU og Storbritannien. Fronterne blev endnu en gang tegnet op med den danske fiskerisektors ønske om opretholdelse af status quo og britiske krav om hånds- og halsret over hvem, hvordan og hvor meget der må fiskes i britisk farvand. Med hensyn til den 2-årige overgangsperiode ønsker EU selvsagt, at de aktuelle forhold skal gælde uændret under hele overgangsperioden, mens briterne allerede fra den 29. marts 2019 vil bestemme betingelserne for at få adgang til de britiske farvande. Høringen gav ingen bud på, hvordan man får enderne til at nå sammen, men en hel del om hvad der er på spil målt på arbejdspladser og økonomi. Og det er ikke kun penge og arbejdspladser der er på spil, men også erhvervsgrundlaget i de dele af landet hvor fiskeriet og dets følgeaktiviteter er af helt afgørende betydning, siger særlig rådgiver i Danske Havne, Hans Arne Kristiansen. Der var også en del fokus på de interne konfliktlinjer i begge lejre. I den britiske kræver de skotske fiskere en hård linje og det er velkendt, at den britiske regering i brexit-spørgsmålet er i konflikt med sig selv. På EU-siden er det omvendt klart, at det er Kommissionen, der forhandler på samtlige 27 medlemsstaters vegne, hvor det er et fåtal af dem, der har særlige fiskeinteresser i relation til Brexit. I hvert fald er det få, der er så eksponeret som den danske fiskerisektor. Det blev gjort krystal klart for de mange folketingsmedlemmer, der deltog i høringen. For mere information, kontakt særlig rådgiver i Danske Havne, Hans Arne Kristiansen på 3116 4183 eller på hak@danskehavne.dk Se flere nyheder fra Danske Havne her