Danske Havnes vandreudstilling vandrer – skal den forbi Jer?
Danske Havnes vandreudstilling vandrer. Fra Esbjerg under Danske Havnes Havnekonference til Grenaa Havn, fra Grenaa Havn til Kolding Havn, til Hvide Sande Havn og nu ADP, hvorefter den skal videre til Korsør Havn. 21 havnefotos, der viser danske havne som de moderne og effektive arbejdspladser, de reelt er. Vandreudstillingen kan også vandre forbi jeres havn. Formålet med vandreudstillingen er at sætte fokus på havnen som moderne og effektiv arbejdsplads. Derfor er det ikke bare smukke udsigter fra de nogle af Danmarks bedst beliggende arbejdspladser på havnekontoret eller fra kranhuset, der er med i vandreudstillingen, men først og fremmest de funktioner og arbejdsopgaver, der foregår på havnen. Der er kun godt 1200 ansatte i de danske erhvervshavne i alt. Men oplandsanalyser af havnenes spændevidde viser, at havnene beskæftiger op til 10-15 procent i de respektive havnekommuner. Den historie skal fortælles med Danske Havnes vandreudstilling, hvor billederne viser de mennesker, som hver dag og nat arbejder på de danske havne. På Danske Havnes Havnekonference blev de tre vindere kåret af Transportminister, Ole Birk Olesen. Første pladsen gik til fotograf Jens Nørgaard Larsen med foto af Thyborøn Havn. Anden pladsen gik til Fredericia Havn (ADP A/S) med foto indsendt af Marianne Schou, og tredje pladsen gik til Aarhus Havn med foto indsendt af Søren Corndrup. De tre vindere er en del af en 21 fotos stor vandreudstilling, der kommer rundt på de danske havne. Kontakt Danske Havne (sgj@danskehavne.dk), hvis I gerne vil have vandreudstillingen forbi jeres havn. Læs om, og se vinderbillederne her