Christiansborg sender 61 millioner til ombygning af Afkørsel 61
Torsdag meldte Transportministeriet ud, at man har afsat i alt 61 millioner kroner til en ombygning af Afkørsel 61 ved Taulov. Pengene kommer fra en pulje på 3,5 milliarder kroner, der skal bruges på projekter, der binder land og by tættere sammen. Og netop det sikrer en ombygning af Afkørsel 61.
Fredericia- og Taulovområdet har i de senere år konstant bevæget sig i en positiv udvikling mod at blive et centralt transport- og logistikknudepunkt i Danmark. Fredericia og Taulov er et multimodalt knudepunkt, hvor samarbejdet mellem havn, kombiterminal, containerterminal og internationale speditører udgør fremtidens transportklynge i Danmark.
Området er udviklet kraftigt i de senere år, og derfor er det meget positivt, at der afsættes midler til at afhjælpe den trafikale trængsel i området, så Fredericia- og Taulovområdet fortsat kan udvikle sig som et multimodalt knudepunkt, hvor koblingen af transportformerne spiller en væsentlig rolle i at skabe en grønnere transportsektor. Ombygning af Afkørsel 61 vil sikre kapaciteten på vejnettet til gavn for de mange virksomheder, der er afhængige af en velfungerende transport og logistik og samtidig give en sikker og fleksibel trafikafvikling.
Hos direktør i ADP A/S, Rune D. Rasmussen, bringer nyheden stor glæde:
”Med udviklingen af Taulov Dry Port gennem de senere år har ADP og Fredericia Havn etableret en førerposition inden for multimodal transport, hvor sø møder vej og jernbane. Vi forventer, at den positive udvikling i området vil fortsætte, fordi virksomhedernes efterspørgsel efter klimavenlig transport og en optimeret logistik skubber væksten og godset i vores retning. Derfor er det afgørende, at kapaciteten på den tilsluttende infrastruktur følger med udviklingen, så der ikke opstår flaskehalse. Så det er en meget positiv nyhed for vores kunder”, siger Rune D. Rasmussen.
Også i Danske Havne, som er brancheorganisation for de danske erhvervshavne, bliver nyheden taget positivt imod. Direktør i Danske Havne, Tine Kirk udtaler:
”Mere end 70 pct. af dansk import kommer ind gennem havnene, og derfor har vi i Danske Havnes udspil om fremtidens infrastruktur fokuseret benhårdt på, at der etableres gode tidssvarende forbindelser mellem havnene og deres opland, så vi har de bedste muligheder for at fremme gods på sø. Derfor glæder jeg mig meget over, at der nu er afsat midler til at lette trafikken omkring Taulov. Dermed får endnu en havn god baglandsinfrastruktur, som er afgørende for klimavenlig transport på sø”.
Puljen på de 3.5 milliarder kroner er en del af Infrastrukturaftalen, som blev indgået i sommeren 2021 og som udmøntes frem mod 2035.