Direktørens hjørne
Valgkampen er i gang. Der loves en masse, men der mangler handling på nogle områder – også inden folketingsvalget. Direktør Gitte Lillelund Bech, Danske Havne Kilde: Folketinget Det er vist klart for alle, at valgkampen til det kommende folketingsvalg er gået i gang. Politikere fra begge sider af folketingssalen fremhæver alle de gode initiativer, de selv har taget de seneste år, og lover endnu flere initiativer efter valget. Ved Esbjerg Havns årsmøde fremhævede finansminister Bjarne Corydon, at regeringen gennem sine vækstplaner har skabt bedre vilkår for dansk erhvervsliv samt har fokus på, at velfungerende infrastruktur giver vækst. Tilsvarende fremhæves fra den borgerlige side, men Danske Havne må konstatere, at handling endnu udestår på nogle områder. Ser vi på muligheder for bedre vilkår for dansk erhvervsliv, er det for havnenes vedkommende vigtigt, at evaluering af havneloven kommer i gang hurtigst muligt. Som tidligere nævnt venter vi stadig på, at transportministeren og hans ministerium beslutter sig for, hvilke temaer der skal evalueres. Vi er løbende i kontakt med ministeriet for at få handling, men ministeriet har haft TEN-T-ansøgninger og meget andet på bordet. Så endnu er der ikke sket noget. Finansministeren lovede mig at tale med sin kollega, for selvfølgelig skal havnene også have bedre vilkår som resten af dansk erhvervsliv med færre regler og flere forretningsmuligheder. På infrastruktursiden tegner sig lidt det samme billede. Vejdirektoratet afventer i øjeblikket, at der kommer besked fra transportministeren om, hvorledes han politisk ønsker at udmønte de 112 mio. kr., der skal bruges til Havnepakke 3. Godt nok er der lovning på, at alle de statslige projekter på sværgodsruterne vil blive gennemført i 2015. Her mangler vi den politiske handling på at få gennemført projekterne på de kommunale vejnet. Jeg noterer med glæde, at vores interviewperson Andreas Steenberg her i nyhedsbrevet lover handling på dette, også inden folketingsvalget. Der tages dog enkelte politiske beslutninger. Siden sidst har energipolitikerne på Christiansborg besluttet at igangsætte etablering af havvindmølleparken Horns Rev 3. Det er glædeligt, for det betyder arbejde på havnene. Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor alle vores medlemmer ønsker at udskibe vindmøller. Det klare svar er: det gør alle vores medlemmer ikke! På offshore vind er det ca. 18 havne, der er interesserede i enten udskibning, service eller lign. Der er plads til allemed fokus på nicheroller og samarbejde. Det understregede Vindmølleindustriens direktør Jan Hylleberg blandt andet på EWEA-konferencen i forrige uge. Endelig vil jeg nævne, at erhvervs- og vækstministeren går i gang med en ny dansk blå vækstplan. Ved den seneste blå vækstplan var Danske Havne ikke med i vækstteamet, der kom med anbefalinger til forbedringer for Det Blå Danmark. Denne gang bliver det anderledes. Erhvervs- og Vækstministeriet har fået øjnene op for havnenes vækstpotentialer og muligheder for at skabe arbejdspladser, så Danske Havne er fremadrettet lovet, at vi kommer med i forberedelsen af den nye blå vækstplan. Så lidt sker der dog. Gitte Lillelund Bech