Direktørens hjørne
Kilde: Fotograf Peter Eilertsen Det er altid en overvejelse, hvordan man skal prioritere sin tid. Men her har jeg ikke været i tvivl. Det er på kontoret i Bredgade i København, vi støber kuglerne. Men det er på havnene forståelsen og inspirationen skal hentes. Derfor har jeg valgt at komme rundt. Ikke på hyggetur, men på forståelsestur. Og de havne, jeg ikke fysisk kan nå at besøge inden sommerferien, har jeg enten allerede haft den første snak med, eller vil nå at tale med inden sommerferien sætter ind. Når det er vigtigt at nå hele vejen rundt, er det – udover almindelig høflighed og indlevelse – fordi, vi står over for en presserende og vigtig opgave for erhvervshavnene. Vi står over for en bunden opgave med fast bagkant. Det handler om ”Vækstteam for Det Blå Danmark”, som erhvervs- og vækstministeren netop har nedsat, og som består af en lille, men til gengæld meget erfaren og indsigtsfuld kreds af personer med et solidt kendskab til Det Blå Danmark og som kender de grundlæggende udfordringer for søfart, havne og maritim følgeindustri. De danske erhvervshavne sidder centralt placeret her, da erhvervsministeren har udpeget formand for Danske Havne, Ole Ingrisch, havnedirektør i Esbjerg Havn, til at tage del i denne opgave. Hovedopgaven bliver derfor – inden for de næste 9 måneder – at engagere os i det arbejde, så der kan skabes større volumener i havneforretningerne, således som det er planen for hele den maritime sektor. Opgaven med at få skabt mere vækst i hele værdikæden lykkes kun, hvis vi styrker konkurrencekraften, da skibsfarten, de maritime virksomheder og havnene alle er påvirket af en svag global vækst i verdenshandlen, overkapacitet især i søfarten – men også på havnene – samt den konsolideringsbølge, der skyller ind over skibsfart og mange industriområder, drevet af behovet for lavere omkostninger, nye teknologiske muligheder samt nye krav til udledninger, vejning af containere etc. Det påvirker os alle i den blå sektor, og opgaven er derfor at samle kræfterne og løfte hele værdikæden ud af dette dødvande. For havnene handler det om – som en del af en maritim klynge – at finde nye forretningsområder og sikre en mere rentabel drift af den store mængde kapital, der faktisk er bundet samfundsmæssigt i havnene. For der kommer ikke en mand med en papkasse, og forløbet med Havnepakke 3 tåler ikke en gentagelse. En grundlæggende revision af havneloven synes heller ikke at være svaret på de grundlæggende udfordringer. Der er kun nye forretningsområder fra fx nye maritime (grønne) klynger, fokus på at flytte transporten fra vejnettet og styrkelse af nærsøfarten mv., der er mulig og som batter noget. Nærsøfarten har længe været et fromt politisk ønske i EU og herhjemme, men der er bare ikke sket noget. Tværtimod. Nærsøfartens andel af godstransporten er faldet. Den udvikling skal vendes. Men havnene slipper ikke for at kunne matche den konsolideringsbølge, der skyller igennem hos skibsfart og kunder inden for de forskellige industrigrene. Det er helt centralt. Det vanskelige er ikke at lave denne analyse. Det vanskelige er at finde de rette svar på den udfordring. Det er det, vi skal fokusere på de kommende 9 måneder. Det skal vi selvfølgelig, fordi vi er sat i verden for at skabe gode rammebetingelser og konkurrencekraft i havnene. Men denne gang er det særligt forpligtende for havnene, da de danske havne fået tildelt en helt særlig opmærksomhed fra erhvervsministeren, som i pressemeddelelsen siger ”… der skal ses på, hvorledes de maritime klynger kan udvikles, fx med havnene som omdrejningspunkt.” Den bemærkning forpligter – også for havnene. At havnene nu en vigtig brik og erhvervsministeren ligefrem trækker havnene frem som et muligt afsæt for nye maritime klynger, er slet og ret resultatet af flere års hårdt arbejde med etablering og opbygningen af et det nye Danske Havne. Det er flot og godt gået af Danske Havne som organisation og af de, der har været dybt involveret og optaget af omlægningen til en ”rigtig” erhvervsorganisation. Luk øjnene, og nyd det for en kort stund. For den 23.juni – samme dag som den nye DH-bestyrelse træder sammen for første gang – står vi med et konkret krav om levering. Det er nu, vi skifter gear og fokuserer på output – eller input om man vil – til regeringens kommende vækstplan. Jeg har udtrykt det på den måde, at dette bliver ”havnenes moment” – det er nu vi har chancen for alvor. Det er nu, vi bliver syretestet på ”om havene kan levere varen”. Det er jeg ikke i tvivl om, at vi kan. Min rundtur i de mange havne her på slutningen af min 21. arbejdsdag har personligt givet mig det brændstof, der skal til, for at vi om 9 måneder kan levere, hvad der forventes af en professionel erhvervsorganisation, som repræsenterer en sektor, der er strategisk godt placeret i værdikæden. Bjørn B. Christiansen Læs flere nyheder fra Danske Havne her.