Direktør Gitte Lillelund Bech på havnebesøg i Hvide Sande, Thorsminde og Vordingborg havne
Der blev talt om stormflod, øget indtjeningsgrundlag, offshoreudvikling og internationalt samarbejde på direktør Gitte Lillelund Bechs første medlemsbesøg i 2015. Turen torsdag den 19. februar gik til Hvide Sande Havn og Thorsminde Havn, og turen onsdag den 25. februar gik til Vordingborg Havn. Hvide Sande Havn – om et flot resultat i 2014 og udvikling af offshore som forretningsområde I Hvide Sande Havn tog borgmester og bestyrelsesformand i havnen Iver Enevoldsen, havnedirektør Steen Davidsen og maritim chef Henning Yde imod Gitte Lillelund Bech. ”Det var et virkelig godt besøg på Hvide Sande Havn. Havnedirektør Steen Davidsen fortalte om et ovenud godt resultat for havnen i 2014. Et overskud, der blandt andet kan henføres til havnens overtagelse af en række opgaver og medarbejdere fra Kystdirektoratet,” forklarer direktør Gitte Lillelund Bech. ”Steen, Henning og Iver gjorde indtryk med deres solide og gennemtænkte business plan, der ligger til grund for havnens udvikling og satsningsområder. Havnen skal have flere ben at stå på – fisk, trafikhavn, turisme og offshore. Offshore-området er godt på vej. Offshore-gruppen, der har samlet flere serviceudbydere i en klynge, er med til at gøre Hvide Sande Havn interessant som udskibnings- og servicehavn. Det er positivt at se så megen fremdrift og aktivitet,” afslutter Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne. Hvilke havne, der bliver valgt til udskibnings- og servicehavne for det kommende Horns Rev III projekt, vil blive afgjort i den kommende tid. Thorsminde Havn – om stormflod og udviklingen i fiskeriet På Thorsminde Havn tog havnechef Leif Jensen og Kurt Madsen, bestyrelsesmedlem og fiskeriforeningsformand for fiskerne i Thorsminde og Thyborøn, imod Gitte Lillelund Bech. ”Det var også et interessant besøg på Thorsminde Havn. Skaderne efter stormen Bodil var store. Derfor er det naturligt, at arbejdet med at fremtidssikre havnen er gået i gang. Hvordan sikres det, at havneområderne ikke oversvømmes unødigt til skade for havnens lejere? Det er et arbejde, som Danske Havne også hjælper med. Vi skal bl.a. se på mulige måder at finansiere højvandsikring af havnene,” forklarer Gitte Lillelund Bech ”Vi skal ind og gennemtrawle EU’s fiskeriprogram for at se, om det er muligt at finde økonomisk støtte til højvandssikring der for netop at sikre fiskeriet. Og så skal vi have kigget på muligheder med Stormflodsrådet, hvor havne i dag ikke kan få erstatning. Men det forudsætter alt andet lige, at politikerne gør sig klart, at oversvømmelser som følge af Bodil og Egon kommer til ske igen og igen,” afslutter Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne, oven på et godt og udbytterigt besøg. Vordingborg Havn – om nye kunder, en solid havneudvidelse og et ønske om samarbejde Vordingborg Havn havde som del af sit bestyrelsesmøde den 25. februar 2015 inviteret Gitte Lillelund Bech til en præsentation af havnen og en diskussion af fremtidige udviklingsmuligheder. Således var det både trafik, park & havnechef Torben Kelm Danielsen, formand for havnebestyrelsen, Per Stig Sørensen, bestyrelsesmedlem Poul A. Larsen, bestyrelsesmedlem Jørn Elo Hansen, bestyrelsesmedlem Roland Gagel og havneadministrationen ved Jesper Kraft Andersen og Jan-Jaap Cramer, der tog imod. ”I Vordingborg fik jeg indtryk af en havn, der har fokus på nye kunder, specielt i Vesthavnen, hvor der er udviklingsmuligheder og en havneudvidelse i forskellige etaper på vej. Vordingborg Havn har meget fokus på, at havnen skal være en solid forretning, så der skal ikke være ”fugle på taget” i forretningsplanen”, fortæller direktør Gitte Lillelund Bech og fortsætter: ”Jeg havde en rigtig god snak med hele bestyrelsen om også mulighederne for samarbejde på tværs af kommunegrænser og også internationalt. Havnen overvejer at indgå i DUAL PORTS, der er et EU-projekt med støtte fra INTERREG-midlerne. Det vil involvere havne fra Belgien, Holland, Tyskland m.fl., og jeg er sikker på, at Vordingborg havn kan få noget ud af også internationalt samarbejde,” afslutter Gitte Lillelund Bech, direktør i Danske Havne. Næste havnebesøg går til Randers og Bønnerup havne torsdag den 26. februar 2015. For mere information. Kontakt Sofie Gravers Jacobsen, Danske Havne.