De blå oceaners giganter tilsluttes landstrøm på Esbjerg Havn
De første installationsfartøjer fra offshore vind-industrien er netop blevet tilkoblet de nye landstrømsanlæg på Esbjerg Havn. Dermed bruger giganterne grøn strøm, mens de ligger ved kaj, hvilket giver en markant CO2-besparelse. Havnen mærker stigende interesse blandt kunderne, og flere landstrømsanlæg er på vej.
Siden januar har installationsskibene Sea Installer og Sea Challenger kunne slutte sig til et nyanlagt, mobilt landstrømsanlæg på Geminikaj i Esbjerg Havn. De er dermed de første af de helt store skibe, der i stedet for at bruge sine egne diesel-generatorer, bruger grøn strøm til skibenes pumper, overvågningssystemer, ventilation og mandskabsfaciliteter.
Mange af havnens mindre skibsstørrelser har i mange år haft muligheden for at koble sig på landstrøm, men det er nyt, at Esbjerg Havn kan levere strøm til de helt store skibe, som bruger store energimængder.
”Den miljømæssige gevinst ved tilslutningen til landstrøm er åbenlys. Derfor er vi meget begejstrede for at kunne tilslutte de helt store skibe og samtidig opleve en stigende interesse fra kunderne. Det bekræfter os i, at vi skal fortsætte det store arbejde og de store investeringer, vi lægger i den grønne omstilling på Esbjerg Havn,” siger Jesper Bank, salgsdirektør på Esbjerg Havn.
Reduktion af CO2-udledningen og støj fra skibene
Brugen af landstrøm har flere fordele, og dem benytter de første installationsfartøjer fra offshore vind-industrien nu af, når de lægger til i Esbjerg Havn.
Udover den potentielle, markante CO2-reduktion ved brug af landstrøm frem for dieselgeneratorer, så reduceres både emissioner af CO2, SoX og Nox. Desuden kan brugen af landstrøm føre til en reduktion af støj fra skibene, fordi generatorerne kan slukkes, når skibene ligger ved kaj.
Bidrager til udvikling af havvindmøllestrøm
De to landstrømsanlæg har hver en kapacitet på 500 Amp og kan levere op til 10.000 kWh i døgnet på hver af de to kabeludtag.
Esbjerg Havn har en aftale med energiselskabet Ørsted om certificeret grøn strøm, så landstrømsanlæggene på havnen bidrager til udvikling af havvindmøllestrøm i Danmark. På grund af den øgede efterspørgsel blandt kunderne, er der flere landstrømsanlæg på vej til Esbjerg Havn.
For mere information, kontakt
Dennis Jul Pedersen
Havnedirektør, Esbjerg Havn
+45 2948 4029