Danske Havnes plan for infrastrukturen
Udover at have deltaget i arbejdet med Regeringens Klimapartnerskaber, har Danske Havne i løbet af 2020 indhentet ønsker om infrastrukturprojekter hos de enkelte havne. Disse ønsker kan ses som et supplement til klimapartnerskabet for landtransports anbefaling om at udarbejde en Godstransportanalyse og er sidenhen blevet til den Infrastrukturplan, Danske Havne lancerede i september.
Infrastrukturplanen byder ind med en række infrastrukturprojekter, der kan flytte mere godstransport fra vej til sø og bane. Projekterne er geografisk fordelt over hele landet, og er opdelt med udgangspunkt i vejprojekter, multimodale projekter og lokale projekter i havnene.
Alle projekterne vedrører havne, der håndterer gods, og udgangspunktet er, at jo bedre disse havne er forsynet med god vej- og jernbaneinfrastruktur, jo større vil muligheden være for at tiltrække nye kunder, og dermed kunne tippe balancen til fordel for multimodale løsninger.
Planen er blevet forelagt regeringen, som har kvitteret for modtagelsen, og vil tage den med i overvejelserne til de infrastrukturforhandlinger, der skulle være påbegyndt i efteråret, men som grundet Corona er udskudt til formentligt først at foregå i 2021.
Du kan læse Danske Havnes Infrastrukturplan her: https://danskehavne.dk/wp-content/uploads/2020/05/Infrastrukturplan-for-de-danske-erhvervshavne-2020.pdf