Danske Havne: Søtransport mest klimavenligt
Danske Havnes direktør forstår ikke helt, at klima-aktivister blokerer netop en havn for ”klimaets skyld”, siger hun til transportmediet Transport Today.
”Der har jo allerede været megen debat om udvidelsesplanerne på Aarhus Havn. Derfor gættede jeg også umiddelbart på, at det var en protest mod havneudvidelsen. Vi har allerede mødt argumentet om, at havneudvidelsen er skadelig for klimaet i forbindelse med flere af de dialogmøder, der har været i Aarhus”, siger Danske Havnes direktør Tine Kirk i en artikel i Transport Today/Transport Tidende i en kommentar til, at klima-aktivister for nylige ulovligt blokerede en hovedkørselsvej på havnen i Aarhus.
Ifølge aktivisterne selv, hvoraf alle blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og 18 anholdt af politiet, var blokaden et led i deres modstand mod havneudvidelsen, som de mener skader klimaet.
”Jeg er en lille smule uforstående over for, at man har kørt så hårdt på klimavinklen i forbindelse med havneudvidelsen. Søtransport er jo generelt set den mest klimavenlige transportform, der findes. Derfor forstår jeg ikke, at nogen af modstanderne af havneudvidelsen gør klimaet til et bærende argument for modstanden mod udvidelsen af havnen”, siger Tine Kirk.
Aarhus Havn skal udvides for at imødekomme den store efterspørgsel, der er efter plads på havnen og for at kunne løse de voksende søtransportopgaver, der kan forudses de kommende årtier. Allerede i dag er Aarhus Havn suverænt Danmarks største containerhavn med en markedsandel på 65-68 procent. Det er den eneste danske havn, der kan modtage de største containerskibe fra Asien. De skiber er 400 meter lange, knap 62 meter brede og kan fragte over 20.000 TEU ad gangen (mål for standard-containere).
Transport til søs er 15 gange mere klimavenligt end transport på lastbil, og seks gange bedre end togtransport.