Danske havne går frem målt på både passagerer og gods
Fredag udkom en dugfrisk rapport fra Danmarks Statistik med helt nye og opdaterede tal på udviklingen af forskellige grene af havnebranchen i Danmark. På alle tre parametre, som rapporten berører, går de danske havne frem i 2018 i forhold til året før. Der kommer flere passagerer i de danske havne, der har været fremgang i godsmængden, og krydstogtturismen er steget i både anløb og passagerer.
De nye tal fra Danmarks Statistik er noget, der vækker begejstring hos brancheorganisationen Danske Havne, der repræsenterer 63 erhvervshavne i Danmark:
”Rapportens konklusioner viser, at aktiviteten i og omkring de danske havne er i positiv udvikling og på vej frem. Vores havne er gode til at indrette sig efter markedet og kundernes efterspørgsler, og vi arbejder selvfølgelig sammen om at fortsætte retningen de kommende år,” understreger direktør Tine Kirk Pedersen.
Havnene er på rette vej
Mere præcist viser rapporten, at antallet af passagerer på passager- og færgeruter til og fra danske havne i 2018 steg med to procent, og i alt rejste 43,4 millioner passagerer gennem danske havne. Men ikke kun færgeruterne har haft god vækst i 2018 – også for krydstogtskibene har det været et godt år.
I 2018 anløb 520 krydstogtskibe danske havne, hvilket er en stigning på 11 procent i forhold til året før. Der var 671.000 gennemgående passagerer – altså gæster, som ankommer og afsejler med samme skib – der gik i land i en dansk havn i 2018. I 2017 var tallet 589.000 passagerer.
I 2018 havde de danske havne også en mindre fremgang i den håndterede godsmængde på en procent. Den samlede mængde gods, der gik gennem havnene i 2018, var 96 millioner ton.
Politiske ønsker for fremtiden
Det er ifølge Danske Havne alt i alt resultater, der viser, at aktiviteten i og omkring de danske havne er i udvikling og på vej frem nu og her – men brancheorganisationen har samtidig politiske ønsker for fremtiden:
”Det Blå Danmarks fremtrædende position giver mange muligheder, men det forpligter selvfølgelig også. Det forpligter både branchen selv til at udvikle sig innovativt, og det forpligter også landets politiske aktører til hele tiden at give de bedst mulige rammevilkår, så branchen forbliver lige så vigtig en del af Danmark i fremtiden,” siger Tine Kirk Pedersen og fortsætter:
”Vores politiske ønsker til det kommende folketing er kort sagt, at en ny, national transportstrategi skal sætte søvejen i centrum, den kommende havnelov skal sikre lige konkurrencevilkår for alle, og endelig skal der gennemføres et blåt nabotjek. Det er Danske Havnes tre vigtigste ønsker til det nye folketing.”
Generelt mener Danske Havne, at søvejen skal bringes mere i spil som et alternativ til transport på landets motorveje, fordi væksten i transporten er så stor, at Danmark ikke bare kan bygge sig ud af trængselsproblemerne.
For mere information, kontakt direktør Tine Kirk Petersen på 20 20 86 15.