Danmark fortsat blandt de største fiskerinationer i EU
·
Læsetid 2 min
Værdien af fisk landet i danske havne er faldet ca. 9% i 2020, og det er bl.a. lukkede restauranter i Danmark og Europa, der presser prisen på konsumfisk I de danske fiskerihavne er der sidste år landet fisk for ca. 3.5 mia. kr. Det er et fald på ca. 9% i forhold til året før. Der er dog sidste år samlet landet lidt flere fisk, målt i vægt – 940.000 tons fisk i forhold til 2019, det svarer til ca. en procent mere. Direktør i Danske Havne Tine Kirk siger: ”Det kan være svært at sige noget generelt for alle havne, da mængder og værdier af fiskene, der landes, varierer meget fra havn til havn, Det ser dog ud til, at Corona-pandemien kan tilskrives en stor del af forklaringen på, at værdien af fiskene er faldet.” Restauranter i Europa har været tvunget til lukke. Det har negativ betydning for prisen på de dyre spisefisk – konsumfisk som f.eks. pighvar og tunger samt skaldyr. Fiskene og skaldyrene har derved været sværere at afsætte. I Hvide Sande ser havnedirektør Steen Davidsen frem mod 2021 med lidt bekymring. Han siger: ”De senere år har vi desværre oplevet, at fiskepladserne rykker længere mod nordvest, og at Hvide Sande fiskerne derfor også lander en del af fisken i nordjyske havne. Når vi dertil lægger Brexit-skyggen og Corona-usikkerheden giver det panderynker for fiskerierhvervet, som på alle måder har stor betydning for Hvide Sande Havn”. I Hanstholm Havn oplever havnedirektør Nils Skeby også, at de lave priser på konsumfisk har haft betydning for værdien af de fisk, der landet. Omvendt er der fanget flere industrifisk, så den samlede værdi af fisk er i Hanstholm stort set status quo. ”Hanstholm Havn ser dog spændt frem mod 2021, hvor vi håber, prisen på konsumfisk igen stiger, mens jeg ikke endnu ved, hvilken betydning Brexit får på landingen af fisk. Vi har ikke det fulde overblik.” Tine Kirk, direktør i Danske Havne: ”Det er dog fortsat vigtigt at understrege, at Danmark er en af EU’s største fiskerinationer med landinger for en værdi af 3,5 mia. kr. og ca. 12.000 mennesker direkte eller indirekte beskæftiget med fiskeri ved de største danske fiskerihavne”. Kilde: Fiskeristyrelsen, https://fiskeristyrelsen.dk/fiskeristatistik/publikationer/landinger-i-danske-havne For yderligere information: Direktør Tine Kirk, tlf.: 20208615. Fiskerikonsulent Kasper Ullum, tlf.: 42449161. |