CMP og DFDS etablerer landstrøm i København
Copenhagen Malmö Port (CMP) og DFDS har indgået aftale om et landstrømsanlæg, der etableres i København, hvilket indebærer, at skibene Crown Seaways og Pearl Seaways kan modtage strøm fra land.
Med et landstrømsanlæg reduceres udslip af luftforurenende stoffer såsom NOx, SOx samt partikler, hvilket går hånd i hånd med både CMP’s og DFDS’ ambitioner om at bidrage til et grønnere København.
CMP og DFDS iværksætter nu en fælles satsning, der indebærer, at DFDS-skibene fra næste år skal kunne tilslutte sig landstrøm. DFDS har med sin færgetrafik faste daglige anløb, og det er altid de samme skibe, der sejler i pendulfart mellem Oslo og København, hvilket gør det fornuftigt at etablere et landstrømsanlæg.
“For CMP er dette en vigtig milepæl i vores arbejde med bæredygtighed. DFDS har været en betydningsfuld kunde for CMP i mange år og er en vigtig aktør i regionen. Med dette tiltag udvider vi vores samarbejde og styrker vores fælles rejse mod at bidrage til et grønnere København. Sammen med DFDS har vi fundet en løsning, som betyder, at udslippet i centrum af København mindskes markant, når skibene ligger ved kaj,” siger Barbara Scheel Agersnap, CEO for Copenhagen Malmö Port.
“Vi er glade for, at det nu bliver muligt at tilslutte skibene til et landstrømsanlæg i København til gavn for vores naboer i byen og klimaet. Det ser vi frem til at samarbejde med såvel Copenhagen Malmö Port og Københavns Kommune om, så vi kan fremtidssikre færgefarten mellem de to hovedstæder,” siger Torben Carlsen, CEO, DFDS.
Arbejdet med at udforme anlægget starter nu, og byggeriet planlægges igangsat i 2020.