Blå organisationer roser øget fokus på cybersikkerhed – og deltager gerne
Mandag satte regeringen ord på en større oprustning på cybersikkerhedsområdet, og en del af oprustningen omfatter havnene, transportsektoren og det maritime område. Det øgede fokus vækker glæde hos de blå organisationer Danske Havne, Danske Maritime og Danske Rederier, der er enige i, at der er behov for at opprioritere sikkerheden inden for så vital infrastruktur, som havnene og søvejen er. Og de tre organisationer tilbyder allerede nu at blive en del af det videre arbejde. Nyt maritimt forum Som et let i det øgede fokus vil regeringen nedsætte et nyt maritimt forum for cyber- og informationssikkerhed, og de tre blå organisationer håber, at der ud over de relevante myndigheder også vil blive plads til dem som private aktører i arbejdet: ”Som privat brancheorganisation med medlemmer fra erhvervshavne i hele landet ser vi selvfølgelig os selv som en vigtig og relevant partner at have med i sådan et nyt forum. Vi tager sikkerheden i og omkring de danske havne utroligt seriøst på alle tænkelige måder, men hvor det hidtil har været af mere fysisk eller miljømæssig karakter, hilser vi det selvfølgelig meget velkomment, at vi fremover også kan arbejde med cybersikkerheden i havnene og i søfarten,” siger Tine Kirk Pedersen, der er direktør i Danske Havne. Også fra Danske Maritime, der organiserer leverandører af maritimt udstyr, service, skibsdesign og skibe, er der tilfredshed med den nye strategi: ”Det har længe været naturligt i den danske maritime industri at tænke it-sikkerhed ind i de digitale løsninger, der leveres til skibe og havne. Men cybersikkerhed på nationalt plan er en opgave, som vi skal løfte i fællesskab. Og derfor er det positivt, at regeringen nu ønsker at sammensætte et specifikt maritimt forum, så også denne del af landets vitale infrastruktur kan stå stærkt mod de digitale trusler,” siger Jenny N. Braat, der er administrerende direktør i Danske Maritime. Danmark skal op i et nyt gear Innovationsminister Sophie Løhde (V) sagde mandag til Jyllands-Posten, at vi skal op i et helt andet gear og styrke vores forsvar af vores mest samfundskritiske sektorer, og det er en melding, som Danske Rederier bakker op omkring: ”Det er vigtigt med en sektorstrategi for cybersikkerhed, så vi ved fælles hjælp kan sikre os mod den digitale kriminalitet. Nu gælder det for alle søfartens aktører om at trække i arbejdstøjet, så vi i fællesskab kan levere på strategien. Det samarbejde ser vi meget frem til. I kraft af at søfarten bliver stadig mere digitaliseret, så følger cyberrisikoen på området naturligt med. Sikkerhed i søfarten er i forvejen præget af uddannelse, kontrol og rutiner, da den fysiske sikkerhedskultur er en dybtliggende del af vores dna. Det arbejde, som vi har foran os nu, er at få den digitale sikkerhedskultur med,” udtaler Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør for Danske Rederier, og afslutter: ”Søfart er et erhverv, der opererer globalt. Vi ser derfor meget frem til at samarbejde om at skabe en fælles digital sikkerhed. Cyberkriminalitet er et fænomen, der ikke kender grænser, hvorfor det er vigtigt, at tingene tænkes ind i en global sammenhæng.” For yderligere kommentarer, kontakt Danske Havnes direktør Tine Kirk Pedersen på telefon 20 20 86 15, Danske Maritimes administrerende direktør Jenny N. Braat på 24 82 26 65 eller administrerende direktør Anne H. Steffensen fra Danske Rederier på 24 34 37 75..