49.300 m2 generiske lager- og logistikejendomme opføres i Taulov Dry Port
Efterspørgslen efter ledige lager- og logistikfaciliteter er stigende, og andelen af ledige lagerejendomme er historisk lavt. Taulov Dry Port udvider nu kapaciteten af attraktive og fleksible lagerløsninger med et nyopført lager- og logistikbyggeri på i alt 49.300 m2 i 10,5 meters højde. Byggeriet hører til blandt de største i Danmark inden for lager og logistik.
Investeringen i det 49.300 m2 store logistikbyggeri bliver den hidtil største investering i Taulov Dry Port. PFA og ADP indgik i efteråret 2017 et joint-venture, hvor de to parter i fællesskab over de næste 10 år vil investere mellem 1,5 – 2,0 milliarder kr. i udviklingen at Taulov Dry Port, som bliver Danmarks førende multimodale transport- og logistikcenter.
Det 49.300 m2 store lager- og logistikbyggeri får en unik beliggenhed centralt i ét af Danmarks største transportknudepunkter med nem adgang til motorvejsnettet (E20/E45), jernbanen, Billund Lufthavn og Fredericia Havn. Placeringen giver direkte adgang til europæiske og skandinaviske markeder og dermed optimerede cut-off tider for transport- og logistikoperatører.
Lagerfaciliteter med central beliggenhed
De internationale trends går mod konsolidering af gods i centrale transportknudepunkter, og med opførelsen af de 49.300 m2 lager- og logistikejendomme, tager Taulov Dry Port et meget vigtigt skridt i forhold til at blive Danmarks førende knudepunkt for transport og logistik.
Koncentrationen af transport- og logistikoperatører i Taulov ved Fredericia er i forvejen høj, fordi den centrale beliggenhed giver optimale betingelser for konsolidering af gods til oplagring og videredistribution til kunder og nærmarkeder.
”Med opførelsen af 49.300 m2 lagerejendomme tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af Taulov Dry Port. Vi bygger ét af Danmarks største lager- og logistikcentre i 10,5 meters højde, hvilket giver os et unikt og fleksibelt produkt, som imødekommer kundernes krav til effektiv godshåndtering og central beliggenhed i forhold til konsolidering af gods”, siger Rune D. Rasmussen, CCO i ADP A/S.
Udlejning i mindre enheder
Lagerejendommene udlejes i enheder ned til 2.000 m2, og de enkelte enheder kan skaleres og indrettes til håndtering af forskellige former for produkter og typer af virksomheder. Lagrene opføres med porte og ramper. Der er ligeledes mulighed for etablering af kontor- og administrationsfaciliteter i indskudte mezzanin.
Strategisk vigtigt projekt
Etablering af de 49.300 m2 lager- og logistikbyggeri bliver den hidtil største investering i joint-venture samarbejdet mellem PFA og ADP, hvor parterne både står for køb af grund og investering i byggeriet.
”Vi følger nøje udviklingen inden for lager og logistik, og lige nu oplever markedet den laveste tomgang inden for lager- og logistikejendomme i 10 år. Opførelsen af de 49.300 m2 lager- og logistikejendomme vil understøtte markedets efterspørgsel efter ledige lejemål, og projektet er samtidig strategisk vigtigt for os i forhold til at præge udviklingen inden for logistikejendomme” siger Mikael Fogemann, Chief Portfolio Manager, PFA.
Udviklingen af de 49.300 m2 lager- og logistikejendomme er første projekt i en række kommende projekter, som over de næste år vil udvikle Taulov Dry Port til Danmarks førende transport- og logistikcenter.
Om projektet
Det 49.300 m2 store lager- og logistikcenter opføres i to etaper. Første etape på 26.000 m2 forventes at stå klar ved udgangen af 2020, og de sidste 23.300 m2 vil stå klar medio 2021.
Lagerejendommene er designet til fremtiden og vil blive udlejet på attraktive og fleksible vilkår.
For yderligere information kontakt venligst:
Villads Kirkegaard-Jensen
Konstitueret CEO i ADP A/S
Mobil: +45 2488 7035
vkj@adp-as.dk
Rune D. Rasmussen
CCO i ADP A/S
Mobil: +45 2969 2011
rdr@adp-as.dk